Vi ankom kl. 10 i private biler, blev guidet af Finn Kristensen, der kunne berette om brunkulsperioden og desuden var en eminent fortæller.
Finn er barnefødt i området, hans far, der var fra Thyholm, var ved krigens start i 1940 cyklet ned til Søby for at få arbejde ved brunkulsbrydningen. Det med at cykle sådan en strækning, regnede man ikke for noget dengang. Bare man havde en cykel med dæk og slanger, der ikke var for sølle, så gik det.

Finn's far blev i 1944 gift og Finn var et af mange børn, der blev født i området i disse år.
Brunkulsperioden kom til at vare i ca. 30 år, sluttede omkring 1970.

Landets brændselsforsyning var før krigen fortrinsvis baseret på stenkul, hvor de 80% importeredes fra England. Kul benyttedes i mejerier samt i gas- og elektricitetsværker. I gasværkerne blev de afgasset, hvorefter gassen så blev sendt ud i by-gasnettet. De afgassede kul var så blevet til koks, der anvendtes til opvarmningsformål i koksfyr. Elektricitetsværkerne og mejerier anvendte stenkullene direkte i deres kedler.

Da krigen brød ud i 1940, var det slut med at få stenkul fra England. Og hvad så? Man vidste at der var forekomster af brunkul i Midt-jylland, men hvor og hvor meget? Statsgeolog Keld Milthers blev sat på opgaven med nærmere at undersøge forekomsten af brunkul. Hvor der blev påvist brunkul, startede man gravningen. Entreprenører eller elværker opkøbte de interessante gårde i området. Pludselig kunne en hedebonde blive en holden mand.

Brunkullene ligger under et lag sand, ofte 10 meter eller mere under jordniveauet. Her nede ligger de så i et 1-2 meters tykt lag, derefter igen et hårdt lag og så igen et par lag med kul. De første år blev sand og kul fjernet med håndkraft og trillebør. Senere blev der anvendt transportbånd og gravemaskiner.
I de dybder man arbejdede i, kom grundvandet frem, som man hele tiden skulle pumpe væk. Det var en vigtig funktion at holde pumperne i gang. Det kunne ske at et leje pludseligt blev helt oversvømmet. I de forladte lejer står i dag grund vand, som på grund af okker-forurening, har en lav pH-værdi, det er surt. Fisk kan ikke leve i det, badning frarådes. 

De dybe udgravninger man arbejdede i, medførte ofte sandskred, med fare for dem der arbejdede dernede. Mange blev begravet under disse skred. Der er, tæt på museet, oprettet en mindelund med en sten for hver af dem, der er omkommet ved arbejdet i lejerne i Søby. Der er i dag stadig områder som ikke er sikre, og som man ikke må færdes i, der kan stadig forekomme sandskred.

Finn's far arbejdede i et af de sjak, der lempede kul op fra vogne til jernbanevogne. Aflæssere kaldtes de, og hver mand klarede 50 tons pr. dag. Det var håndkraft og hårdt arbejde, og ikke alle kunne klare dette. Der blev dagligt kørt 200 jernbanevogne med brunkul til forbrugere eller til havne for videre transport. 

Brydning af brunkul blev foretaget af forskellige entreprenører, enten var de selv ejer af jordstykket eller de arbejdede for ejeren af jorden, som kunne være et elektricitetsværk. Søby-området blev ét af de største områder i Midt-jylland, hvor der blev brudt brunkul. Stedet blev et samfund med omkring 4000 indbyggere. 2500 mand arbejdede direkte ved kulbrydningen.

Der blev etableret jernbanespor ud til området for at få kullene til forbrugerne, der bl. a. var mejerier og elektricitetsværker. Højspændingsforsyning blev etableret til pumper, transportbånd og øvrige arbejdsmaskiner.

Området udviklede sig til sit eget lille samfund med pensionater, overnatningssteder, familieboliger og småhandlende. Også lidt ulovligt spil florerede. Var det familier, boede de i udrangerede jernbanevogne eller rutebiler indrettet med køkken, dagligstue med kakkelovn og måske et soveværelse. Der var frit brunkul til rådighed til opvarmning. Vand blev leveret i mælkejunger, lokum har været et lille hus ude bagved.
Dem der ikke havde familie med ”egen jernbanevogn” som bolig var indkvarteret lokalt, det kunne være i pensionater der lå i området eller hos lokale bønder. Prisen var 4 kr. pr. dag for kost og logi.

Der var i byen en købmandshandel. Smedeværksteder var der til vedligeholdelse af materiellet.  En Falck-station blev senere etableret, da det viste sig at være et stort behov for det. Også en politistation med betjent Kirketerp blev etableret. Der skulle holdes øje med dem der spillede på ”sekseren”.

Børnene fra Søby gik i skole i den nærmeste by, Kølkær, og her var det lærer Johannes Rolsted der regerede. Han har skrevet en interessant bog om hans tid med Søby-lejerne. Bogen hedder ”Søby Klondyke” og fortæller indgående om livet i Søby i brunkulstiden.

Man var fra myndighedernes side klar over, at den funktion som dette nybygger-samfund udførte, var livsvigtig for at holde hele landet kørende. Fra myndighedernes side så man derfor lidt gennem fingrene med de ”ulovligheder” der kunne foregå. Hvad skade gjorde et par sorte grise, bare landets brændsels-leverancer kunne opretholdes? Brød og kød var der normalt tilstrækkeligt af.

Efter rundvisningen kørte vi med guiden en tur rundt i området og så, hvordan det landskab der, da kul-brydningen stoppede, var et ørkenlandskab med sandtoppe, og som nu er i gang med at gro til. Brunkuls-gravene er ikke dækket til igen, de står vandfyldte. Området benyttes i dag af jordejerne til jagt, der er ikke noget der er vendt tilbage til landbrugsdrift.

Herefter gik vi på egen hånd rundt på museet og så de restaurerede boliger, fik et godt indtryk af livet i brunkulslejerne. Der er mange billeder af personer der har arbejdet i lejerne.
Efter kaffen, med Jonnas kage, kørte vi hjemad, med et stop ved Gudenåen for at nyde en øl eller vand.
En på alle måder fin tur.

Slutningsord af webmaster:

De tre gæster, som var med på udflugten, beder mig viderebringe en stor tak til bestyrelsen for en indholdsrig og vellykket udflugt.

Hilsen

Hanne, Birgit og Thorkild (gæster).

Se billeder fra udflugten her.