Logo
Trekantområdets Slægtshistoriske Forening
Foreningen Hvem forsker hvad Bogreolen Links FotoalbumTil forsiden
Slægtstemaaften, den 26. februar 2014.

Tema: Medlemmers slægtsbøger/erindringer
23 medlemmer deltog

Af Niels Thomsen, sekretær


Der var i alt indlæg fra 5 medlemmer med hver deres måde at angribe emnet på.

Niels ThomseDen første var Niels Thomsen (foreningens sekretær), som fortalte om erindringsskrivning. Hvordan griber man det an? 

Som det første skal du gennemtænke, hvad skal dine skriverier ende med? Overvej om du føler du kan gennemføre skrivningen hele vejen igennem, hvis ikke skal der måske skrues ned for ambitionerne. Det er bedre at gennemføre et eller flere små projekter end køre fast i et stort, der ikke bliver gennemført. 

Hvem vil jeg skrive til og hvad vil jeg skrive om? Skal det skrives i kronologisk orden?  

De ældre i familien er de første man skal konsultere. Hvor længe har vi dem?
Indsamling af stof foregår via gamle familiealbums og billeder/breve/dagbøger/gamle aviser/ historiske beretninger. Fra ens slægtsforskning vil man ofte kunne hente mange informationer. Også de smertelige oplevelser omkring dødsfald skal med, de er en del at vort liv. Husk at nedskrive stikord, når man i det daglige lige kommer til at tænke på en situation, der skal med. 

Nu er hele projektet tænkt igennem, og skrivningen kan begynde.

Indret et egnet sted at sidde med arbejdet, ikke en masse unødvendig baggrundsstøj. Vil du helst sidde alene og skrive?
Start med en disposition med overskrifter for de enkelte kapitler.
PC`eren er i dag en uundværlig hjælp. I første omgang skal man bare skrive ”lige ud ad landevejen” uden at tænke på tegnsætning, stavning og redigering. Det kommer senere.
Brug billeder i nødvendigt omfang, de fortæller ofte mere end hvad man kan beskrive. 

Det at skrive alene kan være en ensom proces. Er man til mere selskab eller ønsker at blive inspireret til skriveprocessen, kan et skrivekursus på en højskole eller et aftenskolekursus give inspiration og læring i forskellige teknikker. Det ultimative er et retræteophold (refugie) med tid til meditation/eftertanke.
En skrivegruppe er en anden måde at tackle skrivningen på. Det vil normalt være 2-3 personer, der skriver om samme emne. Man kommer med hver sin historie og rundsender den til de øvrige deltagere, som gennemlæser og kommenterer og kommer med konstruktiv kritik. 

Bogen ”At skrive slægtshistorie – idébog for slægtsforskere” af Kathrine Tobiassen (Slægt & Data nr. 4/2013, side 28) er værd at konsultere.

Vi kommer nu til redigering af det skrevne.
Gennemlæs teksten grundigt, flyt rundt på kapitler og afsnit, ret stave- og kommafejl. 

De i vort talesprog ofte benyttede fyld-ord (jo, så, måske, også, ligesom etc.) skal vi undgå i det skrevne. Tryk Ctrl + B. Så kommer et vindue i venstre side, hvor man skriver det ord man ønsker undersøgt. Ofte kan ordet undværes i det skrevne? Lad evt. en ægtefælle/søster/bror gennemlæse det skrevne. De kan supplere/korrigere det skrevne.

Og hvad skal der ske med det skrevne? Skal det udgives eller gemmes i kommodeskuffen?

Udgivelse i bogform er generelt kostbart ved små serier. Her skal nævnes nogle muligheder:
1.    ”Print om demand” gennem forlagene ”Books on demand” eller ”Underskoven” Beregnet på små serier. Bogen får et ISBN-nummer (d.v.s. den er gemt for eftertiden), bogtrykkeren aflever 2 eksemplarer til rigsarkivet.
2.    Som e-bog gennem Saxo Publish. (Slægt & Data, nr. 3, 2013 side 33).
3.    Via sin egen hjemmeside.

Ved de efterfølgende foredrag i aften kommer der flere eksempler på, hvordan man selv kan udgive sin slægtsbog.
Mine egne skriverier blev kort omtalt, de følger i store træk, hvad der er skrevet ovenfor. Omhandler sociale forhold, udvandring, mine sydslesvigske aner og den samfundsudvikling der er sket i de sidste 200 år, skolegang, hvordan boede og levede vi den gang samt landbrugets udvikling.
Det jeg har skrevet retter sig primært mod de yngre generationer.

Skriv også om det der sker helt op til i dag, for husk: Dagen i dag, er historie i morgen.

Jonna


Herefter var det Jonna Qvortrups tur til at berette, først om hendes svigermor. En slægtsbog udarbejdet af Anearkivet i Fredericia.

Herefter hæftet ”Hvad mor fortalte” et hæfte, som Jonna fik af sin mors fætter ved et træf med kartoffeltyskere.
Til slut et hæfte med Jonnas fars søskende. Det var en billedcollage med billeder, avisudklip, dødsannoncer, gravsten og sange. 

Det problem med, at et billede ikke siger meget, med mindre der står årstal og navn på personerne på billedet, havde Jonna løst ved at lægge et stykke gennemsigtigt papir over billedet og aftegne silhuetterne af personerne. Efterfølgende kan navnene på de enkelte personer noteres på det gennemsigtige papir. Det er èn af måderne, man kan benytte, for at give billederne ”værdi for eftertiden”.


Jens Bondesen

Den 3. var Jens Bondesen, som havde lavet en slægtsbog over bedsteforældrene på hans mors side.
Jens havde startet slægtsbogen op ved at sende 100 breve ud til personer, der var relevante for bedsteforældrenes liv. Alle svarede tilbage, det var flot. 

Jens havde selv printet bogen ud. Den udkom først i et oplag, og efterfølgende med endnu en udgave med de tilføjelser, der dukke op hen ad vejen.
Bogen er indbundet i et af de systemer, der kan købes til samme formål. Et stift bind med alle sider limet sammen i ryggen og en u-formet skinne over ryggen, der sikrer at bladene fastholdes, når der blades i den. Bladene kan skiftes ud, hvis man varmer limen op (kræver man har en limmaskine).

John RasmussenSom nr. 4 omtalte John W. Rasmussen sin måde at angribe erindringsskrivningen på. For at lære nogle teknikker omkring erindringsskrivning, havde John bl. a. været på et højskolekursus, deltaget i en skrivegruppe i Kolding samt deltaget i en gruppe på Tavlhøjcentret i Taulov. 

For at huske de emner, der dukker op over døgnet, har han en cigarkasse, hvori alle de stikord/emner, der dukker op, bliver gemt for senere bearbejdning.

John valgte en lidt anden fremgangsmåde i forbindelse med skrivningen, startede ikke umiddelbart med en slægtsbog. Når en person var fundet, gerne en med et spændende/utraditionelt livsforløb, blev personens livslinje tegnet op, gående fra fødsel til død. Når der, under den almindelige slægtsforskning, dukkede beretninger/oplysninger op om personen, blev de noteret på det sted på livslinjen, hvor de hørte til. Var der små historier omkring en person, som kunne være interessante at publicere, blev de samlet i et lille hæfte (pixie-bog). Var der efterhånden blevet til mange pixie-bøger omkring personen, var der til en hel slægtsbog. Bogen skulle nu kun produceres, indholdet var allerede skrevet.


Henning KarlbyDet sidste og 5. foredrag var af Henning Karlby, der ikke benytter et traditionelt slægtsforskningsprogram til sine slægtsdata, Henning benytter et almindeligt Excel-regneark. Historier/beretninger om de enkelte personer skrives i Word-filer, der tilknyttes de enkelte personer i regnearket. Henning skriver også flere små-historier, der siden kan samles som en slægtsbog.
Henning nævnte en ting vi vist alle har oplevet. Ældre, der er blevet demente. De husker ofte ting fra deres yngre år, og de vil normalt gerne fortælle om det. Udnyt det, de fleste fortæller gerne, og føler sig værdsat, fordi de kan bidrager med noget.

Til trykning af billeder (og tekst), kan benyttes enten offset tryk eller digital tryk. Ved små oplag er den digitale teknik den billigste at benytte.

Nogle informationer omkring DIS-Danmark: Via DIS-Danmark kan man i deres arkiv gemme sit materiale. Egen hjemmeside kan gratis laves via deres hjemmeside (forudsat man er medlem af DIS-Danmark).

Se også Oda Løgager Skou Andersens inspirerende artikel med "husketræet" i SLÆGTEN nr.44. Juli 2011: "Vi er selv historie"


Tilbage til referatoversigt