Temaaften, den 26. september 2012

Tema: ”Gamle mål, vægt og mønt” ved Otto Geisler, foreningens sekretær.

Formanden bød velkommen og videregav straks ordet til Otto Geisler (billedet).
Temaet blev opdelt således, at første deltema var om mål og vægt – også kaldet METROLOGI.
Historien begyndte med, at vi alle i slægtsforskningen gennem håndskrifter, jordebøger og forordninger m.v. møder informationer om mål, vægt og mønt med gamle navne og enheder. Hvad svarer det så til i dag?

Omkring år 7000 f.kr. benyttede Ægyptens faraoner et ”alenmål” på 52 cm sammensat af herskerens underarmslængde + en hånds bredde, da pyramiderne blev bygget. Babylonerne havde et 60-talssystem, som vi i dag anvender i minutter og sekunder samt i de 360 grader i cirklen. Grækerne med Arkimedes arbejdede med proportionalitet mellem den fortrængte væskes vægt og rumfang. Romerne anvendte måleenheder for pund og fod. Den romerske fod har fundet anvendelse lige til vore dage, og blev anvendt af vikingerne, da de byggede de gamle vikingeborge.
I Biblen læses i Mosebøger og i Ordsprogenes bog om den løftede pegefinger ved at handle uret med hensyn til mål og vægt.

Længdemål blev oprindelig ”defineret” ved at se på den menneskelige krop. Herfra fik vi en tomme, et kvarter/spand, en fod, en alen, et skridt, en favn, et strå som er længden på ”månen” på tommelfingerneglen og en skrupel, som en fingernegls tykkelse.
De romerske herskere påbød, at en ”justeringsnormal” for mål og vægt skulle opbevares i enhver bys allerhelligste sted, så menigmand kunne fremstille en kopi til brug i handel og vandel, og at det netop blev disse mål, der kun måtte anvendes i hele riget.
Det er overført til Danmark i middelalderen, hvor vi i dag har et vidnesbyrd på Skt. Nikolaj kirke i Skælskør og Søllested kirke på Vestlolland.

Indtil 1683 optrådte der i Danmark mange forskellige længde- og rummål fra egn til egn.
Der eksisterede en jysk/lybsk alen på 57,46 cm og samtidig en sjællandsk alen på 62,63 cm. Ligeledes en forskellighed på potte-, skæppe- og tøndemålet, som havde stor indflydelse på blandt andet landgildetaksten til konge og tiende til kirke samt ved handler med naturalier, som almuen anvendte i handlen mellem hinanden og mellem landsdelene.
Efter Reformationen og hvor kongen nu var enevældig bestemte Christian V (1670-1699), at der skulle gælde ensartede regler for det danske rige og Norge gennem en forordning (lov) af 1. maj 1683.
Matematikeren Ole Rømer blev sammen med en kommission bedt om, at arbejde på at finde en proportionalitet mellem længde- og rummål, ved at omregne og bestemme nye værdier på de gamle enheder, og derefter at samle og indføre dem i alle kongens riger.

Længdemålene mil, favn, alen, fod og tomme var nu blevet bestemt med et indbyrdes omregningsforhold. Dertil blev rummålene på pot, kande, skæppe og tønde med underdelinger fastsat. På samme måde blev en tønde land med underdelinger bestemt. Vægtenhederne som skippund, centner, lispund, bismerpund, skålpund, unse, lod, kvint og ort blev bestemt i et fast indbyrdes omregningsforhold.
Ole Rømer blev af kongen bedt om at fremstille ”målenormaler” for længde- og rummål med kongens indstemplede initialer ”C 5”, som skulle være til borgernes rådighed på alle rådhuse i samtlige købstæder. Ole Rømer blev ligeledes af kongen udnævnt til at være den ansvarlige for gennemførelse og kontrol af enhedssystemerne gennem et statsligt Justervæsen.
Det hele hvilede på en foreløbig europæisk ensartethed i forbindelse med datidens samhandel.

Senere ændredes systemerne, da forskellige matematikere som tyske Gauss (1832) udviklede et ”Enhedssystem” baseret på et titalssystem, der indeholdt grundelementerne: Millimeter, milligram og sekund, og videre til italienske Giorgi (1901) med forløberen for MKSA-systemet baseret på: Meter, Kilogram, Sekund og Ampere.
I 1835 blev det bestemt, at en dansk fod skulle være lig med den rhinske fods længde og det danske pund skulle ændres til 500 gram = ½ kg efter en bestemmelse gennemført i Frankrig. Derved blev stort set alle enheder ændret. Danmark fik ved lov af 14. februar 1868 indført det metriske titalssystem, som vi kender det i dag, men først blev gennemført ved lov af 4. maj 1907 på grund af uenighed blandt lovgiverne. 
Seneste ændring til en international standard af enhedssystemerne skete den 1. juli 1977, hvor Danmark underskrev konventionen om SI-systemets gennemførelse, som i dag stort set anvendes i hele verden. Den danske mil er dog fortsat på 7.532,48 meter.

Efter kaffepausen blev deltemaet: Mark, skilling, kroner og øre.

Ordene skilling, øre og dalers oprindelse blev klarlagt, hvorefter vikingetidens møntsystem blev vist, med forskellige vekselkurser, der herskede i Danmark allerede dengang.
Før den tid var ”penge” nogle medaljoner i sølv eller guld, der anvendtes i hele stykker eller i dele deraf ud fra deres ædelmetalvægt til handler nationalt og internationalt.
Svend Tveskæg (ca. år 995) fremstillede de første sølvmønter med kongens og landets navn. Knud den Store (ca. år 1016) etablerede et nogenlunde velordnet møntvæsen. Fra Erik Plovpennings tid bestod systemet af Rigsdaler, Mark og Skilling. I gennem flere århundrede ændredes de indbyrdes vekselkurser mellem rigsdaler, mark og skilling. Under Christian IV kom kronemønten. Fra slutningen af hans kongetid og til i dag har Danmark kun haft 2 forskellige pengeenheder.


Der blev nævnt ”Rigsdaler specie” fra 1537 i betydningen én enkelt mønt af værdi 6 mark af hver 16 skilling. Om ”Rigsdaler kronemønt” fra ca. 1650 kaldet ”sletdaler” af værdi 4 mark af hver 16 skilling. Om ”opgæld” ved betaling med småmønt i betydningen merbetaling, fordi småmønten ofte var underlødig i metalværdien.
Fra 1713 kom ”pengesedlen”, midt i Store Nordiske Krig (1700-1721), som i begyndelsen egentlig var en slags obligation – uden større succes.
De udstedte mønter i de forskellige systemer, der på samme tid var betalingsmønter, havde indbyrdes store kursforskelle på grund af vekslende sølvindhold, som meget afhang af de forskellige krige landet var/blev involveret i. Danmark udmøntede guldmønter, såkaldte ”dukater”. De indgik meget sjældent i den indenlandske handel. Deres lødighed havde udlandet tillid til i forbindelse med finansieringen af dansk krigsførelse.

Under Store Nordiske Krig var der som nævnt stort pres på danske finanser, hvorfor sølvindholdet i mønter blev reduceret, desuden blev der i 1713 udstedt 120.000 pengesedler for at finansierer krigen. Sedlerne skulle have samme værdi som tilsvarende mønt og skulle anvendes som betalingsmiddel for 50% af betalingen for en vare eller ydelse.
I 1726 indførtes skillemønten ”Rigsorten” med en værdi af 24 skilling eller ¼ rigsdaler kurant = 1½ mark. I 1736 kom den første bank ”Kurantbanken” – en seddelbank.
Under Christian VII var kursen for speciedaleren, 1 rigsdaler, sat til kun 22 skilling, og der udmøntedes nu også kobbermønter. Efter Englandskrigene (1808-12) udmøntes en ”offermark” slået af indsamlet sølv. Her udmøntedes pengeenheder, der fik øgenavne som ”sildeskæl” – en værdimæssig lille ubetydelig sølvagtig mønt samt ”degnelus” - en lille ubetydelig kobbermønt.



I 1813 gik Danmark bankerot, og landet var så udsultet pengemæssigt, at sølvindholdet i mønter blev halveret og alle priser måtte nedskrives med 1/6. Rigsbanken blev oprettet – i 1818 til Nationalbanken – for at rette op på den meget skrantende økonomi. Straks efter kom en ny møntordning, der holdt sig til 1873. Rigsdalersystemet var ophørt i 1813. Rigsbankdalersystemet kom i stedet helt frem til 1873. Kronemønterne blev ikke mere knyttet til en vægtmængde sølv, men til en vægtmængde guld. Sølv havde ellers været metallet og dermed værdien i mønters pålydende siden arilds tid. Efter pengereformen i 1873 blev 1 rigsdaler, som oprindelig var rigsbankdaler, ombyttet med 2 kroner. Den senere gule 2-kroners-mønt blev herefter til vore dage kaldt ”en daler”.
Fra den tid består vores pengeenheder af kroner og øre med kursen 1 krone = 100 øre (titalssystemet).

Der blev fremlagt fotokopier af: ”Gamle danske måleenheder 1683-1907” og ”Oversigt over 1683-reformen” samt ”Mark, skilling, kroner og øre fra møntordningen i 1625 til reformen i 1873”.



  NB! Den eksakte diameter på mønterne og størrelsen på pengeseddel kendes ikke.