Anne (billedet til venstre) har læst historie på universitet.

Det handler om en autentisk historie fra St. Thomas. Hovedpersonen er Conrad Edvard Sorterup. Født på Fyn 1848 (se billedet herunder). 

St. Thomas er den nordvestligste ø af de tre øer, som var de tre øer i Dansk Vestindien.

Der var en dreng som skrev dagbog, dagbogen hed Aage Sorterup. Dagbogen blev gemt og kom senere tilbage til Danmark. Han skrev, fordi han gerne ville samle familien. Aages far var Conrad E. Sorterup, som i 1872 var 23 år. Han studerede teologi, men gør det ikke færdigt.

Det var borgerskabets børn, der dengang gik på universitetet, han boede i Studiestræde 17, hos frøknerne Gabe.
Conrad skrev en lille digtsamling, Anne læste et af digtene op, han var helt tydeligt en romantiker. I Illustreret Tidende kunne han se flotte tegninger fra De Vestindiske Øer.

Hans far (Julius Benjamin Sorterup) var præst ved Langå Kirke på Fyn (Langå er en by på Østfyn med 202 indbyggere i byområdet, beliggende 13 km sydøst for Ørbæk), faderen døde 1849. Man ved ikke med sikkerhed, hvem der er far til Conrads fader. Faderen havde 2 plejemødre.

Julius Benjamin Sorterup lavede den første skriftlige oversigt over Museet for nordiske oldsager. Julius blev gift med Natalie Sorterup, som var født i Nyboder i 1828.

Conrad gik i skole på Den von Westenske Skole. Hvordan har Conrad forberedt sig til St. Thomas? Hvem kendte han på ørene? Han talte ikke engelsk.

I 1870 boede der 14.007 personer på St. Thomas, på det tidspunkt var der nedgang i dyrkningen af sukkerrør. Der var også en nedgang i befolkningstallet fra 1840.
På dette tidspunkt var det et virkeligt multietnisk samfund. Anglikanere og katolikker var de to største befolkningsgrupper.

1848 frigav Peter von Scholten slaverne, de blev godt nok frie, men de blev meget forarmede. Han kom altså til øerne på et tidspunkt, hvor der var spændinger i samfundet derover.
Havnen på St. Thomas er en naturhavn, men man kunne ikke gå til kaj, man blev sejlet ind til land med små både.

På skibet, på vejen derover, mødte han Ida Kirstine Malthe født i 1839. Hun var købmandsdatter fra Randers, hun havde arbejde som lærer. Hun sejlede til Vestindien for at passe hus for en dansk familie, mens de var i Danmark. Conrad funderer over hvem hun er og hvor gammel hun er i forhold til ham selv.

De sejler derover med sejlskibet Malvina, rejsen varede ca. 8 uger, den skulle have varet 6 uger, men der var for lidt vind, da man skulle ud af Øresund. Det var ingen luksustur, for det var vældigt kold ombord, indtil man nåede over til troperne. Mad var med 2 måltider pr. dag, men undervejs blev de nogle gange forkælet af kaptajnen. Frisk kød var bl.a. fra slagtede høns, som løb frit rundt på skibet. Passagererne legede med hønsene undervejs, da de kedede sig grumme.

Ida overtaler Conrad til at få kaptajnen til at vie dem på turen. Conrad er ikke glad, for han har kun det tøj, som han var rejst hjemmefra i. Ida har fint tøj med på turen og kaptajnen laver en fin fest for brudeparret og hele besætning og de andre rejsende. Der var jo ikke så meget afveksling på sådan en tur.

Anne (forfatteren af denne bog) havde mange gamle billeder med fra København og St. Thomas, som hun viste i Power Point.

Præsteboligen ligger ved siden af gurvenementhuset. På det tidspunkt var Emil Valdemar Lose præst på St. Thomas, således at de kunne blive viet endnu en gang, denne gang af en præst. Historien fortæller at Ida ikke ville forlade skibet, før der var en aftale med den lokale præst. Emil Valdemar var elev af Conrads fader Julius. Lose var præst i den Lutherske Evangeliske kirke i Charlotte Amalie.

Anne (forfatteren af denne bog) og hendes mand har været på ferie derovre, da var de også til gudstjeneste og fik sig en oplevelse ud over det almindelige.

Ida var blevet gravid, mens de var på skibet, de fik sønnen Aage, dernæst Vagn og Ejnar. Dengang passede man ikke børnene selv, men havde farvede barnepiger. Conrad fik en stilling som lærer på Borgerskolen i Christianssted. De kom til at bo på en nedlagt plantage på Recoveryhill.

Der blev vist et billede af de tre drenge fra 1884. Aage, Ejnar og Vagn (her til venstre)

Conrad bruger for mange penge, bl.a. køber han alt for mange møbler, så det går galt med økonomien. Han må flere gange sælge ud af møblerne. Når man læser Conrads skifte, kan man se, hvad det er for møbler, der var i hjemmet.

Han bliver også førstelærer på Borgerskolen i Christianssted på St. Croix.

Økonomien bliver dårligere og dårligere, men Conrad havde tegnet en livsforsikring, inden han tog fra Danmark, den kan han så låne på i Kolonialkassen, mens de bor i Vestindien, dette kan man se en masse om i hans skifte.

De sortes oprør på øen gør, at Conrad bliver nødt til at få beroligende midler for at kunne sove og efterhånden bliver han også dårlig i dagtimerne, så han bliver efterhånden misbruger.

På et senere tidspunkt får de en lille datter, Gudrun. 

Conrad rejser hjem til Danmark for at se, om der er nogen, som vil hjælpe ham økonomisk, men det lykkes ham ikke at få flere penge med tilbage til Christianssted. Han begynder at skrive digte, hvor han bruger digtene som en flugt fra virkeligheden.

Ida tager til St. Thomas med deres børn. 

Ida fortæller Lose, at hun ikke længere kan leve efter den ulykke. Hendes mand opfører sig mærkeligt, han køber ind helt vildt. Ida og børnene skal sejle til Danmark, derefter vil han pakke Recoveryhill sammen, hvorefter han vil følge efter med det næste skib. Men han bliver mærkelig og smider tøjet, hvorefter han vil bade i havnen, derefter forsvinder Conrad. Nogle har set ham ved en bugt oppe nord på ved Magens Bay. Men der er aldrig nogen, der ser Conrad mere. Det var i 1880.

Ida er gravid, da hun forlader øerne. Da hun kommer til Danmark, får hun datteren Astrid. Conrads storesøster tager sig af Ida og børnene, da de kommer hjem.

I 1883 ender hun på Sct. Hans Hospital ved Roskilde, der havde man en ”moderne” psykiatrisk afdeling. Hun var indlagt på Sct. Hans ca. 1½ år.
Drengen bliver boende hos Conrads storesøster. Astrid kommer i pleje hos teaterdirektør Theodor Andersen, et af stykkerne han fik til Danmark var Frk. Nitouche. Theodors kone var gammel veninde med Ida, derfor kom Astrid til at bo der. Men hun bliver ved at hedder Sorterup for Andersens havde masser af børn selv.

Aage skriver dagbog for at få samlet hele familien igen, men moderen Ida kan ingen ting, derfor mener Aage, at han som den ældste skal tage ansvar for at samle familien igen.

Gudrun kom i pleje ved en malermester Kranitz. Hun kalder sig Gudrun Kranitz. Kranitz havde ikke andre børn, så de behandlede hende, som deres egen datter. Ved hendes konfirmation blev Aage meget vred over, at hun kaldte sig Kranitz. Han sagde, at hun var en Sorterup.

Det ender med at Aage får samlet familien.