I samarbejde med Lillebælt Folkeuniversitet.
36 deltagere.
Tema: ”Udvandringen fra Sverige” ved Gitte Bergendorff Høstbo, genealog.
Af Jesper Ratjen, formand og Niels Thomsen, sekretær.
Vi begyndte aftenen med den svenske nationalsang ”Du gamla, du fria, du fjällhöga Nord”
Formanden mindede om den kommende københavnertur onsdag d. 26. oktober, hvor vi har arrangeret besøg på Københavns Stadsarkiv.
I
medlemmernes 10 minutter fortalte Niels Nybo Jakobsen om en nok
temmelig overset kilde: »Ekstrasessionsruller« som findes fra 1802 i
kystsogne (såkaldte "Sølimitter"). I sølimitterne blev man ikke slettet
af rullen førend man var så gammel, at man helt fraskrev sig at
erhverve sig til søs (f.eks. som fisker). Så smeden Niels Hansen, som
stod som 38-årig i FT 1801 i Karrebæk sogn findes i lægdsrullen
(ekstrasession)1802, Sorø amt, Karrebæk sogn som "beboer" i sølimittet:
Niels 40 år gl i 1802 født i Kimmerslev, søn af Hans Mogensen. (Den
ældste mand i denne rulle er 72 år! – Han var altså født i 1730, hed
Peder Mortensen, var født i Menstrup og faderen hed Morten Pedersen)
Denne kilde kan noget!!!
Herefter tog Gitte Bergendorff over.
Navnet Bergendorff stammer fra Sverige. Gitte startede som 16-årig med sin interesse for slægtsforskning. En farmor fortalte om to riddere der var kommet fra udlandet og havde fundet to prinsesser. I realiteten var de to riddere et par daglejere og prinsesserne var tjenestepiger. Virkeligheden er somme tider knap så rosenrød.
Siden 1600-hundred tallet er 60 millioner mennesker indvandret til Amerika. Omkring 13 mill. svenskere udvandrede alene i 1800-1900-hundred tallet.
Hvorfor udvandrede så mange fra Sverige? Det var der flere årsager til, men de væsentligste var overbefolkning, arbejdsløshed, ønsket om forandring eller en bedre levestandard. Der var også missionærer der, primært i perioden 1850-1860, trak indvandrere til Amerika (til mormonerne i Utah). Men der var også udvandrere der var tiltrukket af frihed, nysgerrighed og eventyrlyst.
Medens borgerkrigen stod på mellem nord- og sydstaterne, var der en nedgang i den generelle indvandring, som voksede igen efter borgerkrigens afslutning i 1865.
En
hel del af de svenske udvandrere rejste ud med skibsforbindelser via
Danmark. Nogle af disse kom ikke længere end til Danmark, de bosatte
sig her i landet ("Fattigmandens Amerika"). I perioden 1850-1900 var vi
bedre økonomisk stillet end svenskerne.
Omkring 15 % af de svenske udvandrere vendte tilbage til Sverige af forskellige årsager. Nogle følte måske, at de nu havde så megen erfaring fra det nye land, som de kunne udnytte i Sverige.
For en del var de forhåbninger de havde måske ikke blevet indfriet, så en returbillet (hvis der var penge til den) kunne være en løsning.
I 1868 kom der en ny udvandrerlov, der skulle sikre, at ikke for smarte rejseagenter, billetsælgere eller plattenslagere skulle snyde de udrejsende. Den skulle bl. a. sikre at de rejsende kom med det rette skib til den destination de havde købt billet til.
Emigrationsskibene (se billedet til højre) kunne have op til 3 klasser til passagererne. Hvordan forholdene var for passagererne på en billige 3. klasse fremgår af nedenstående beskrivelse:
Det overfyldte skib forlod Bergen med 403 personer ombord, passagerer og besætning. I lastrummet var der rejst et mellemdæk ved hjælp af lægter og planker. På dette mellemdæk var der opsat kasselignende køjer. Der var en række på hver side og en langs midten af skibet. Mellem køjerne var der en smal gang. Et primitivt toilet ved hver side af dækket. Over lugen havde man konstrueret en nedgangskappe, som indgang til passager-apteringen. Der var ingen anden ventilation, den eneste friske luft der var, kom igennem denne indgang. Ved dårligt vejr lukkede besætningen denne åbning, og det blev så mørkt som natten i lastrummet. Som regel fik passagererne nogle få olielamper senere på dagen, men de blev taget ind igen klokken ti om aftenen. Kun de af passagererne, som havde deres køje i nærheden af nedgangskappen, kunne mærke til et pust af frisk luft. Lugten var forfærdelig og luften uudholdelig. Kun toilettet på læsiden kunne benyttes, og der stod altid en kø af mennesker foran det og ventede. Søsygen bidrog med sit til snavs og skidt. Luften var så tyk at besætningen næsten besvimede, når den gik ned i rummet for at gøre rent. For at rense luften tog styrmanden og to matroser en pøs med tjære med ned, og en plade glødende jern. Ved hjælp af en tang blev jernet dyppet ned i tjærepøsen og derefter holdt op i luften, hvor den med en sydende lyd frigav en stor røgsky fra den kogende tjære. Røgen hjalp mod den frygtelige stank. En af matroserne holdt et stykke sejldug parat til at kvæle eventuelle flammer, hvis tjæren skulle bryde i brand.
Ankomsten til Amerika.
De
fleste indvandrerskibe til Amerika anløb New York, hvor de lagde til
ved øen Ellis Island (se billedet til venstre). Her holdt emigrationsmyndighederne til. De
udspurgte og inspicerede indvandrerne og foretog sygdomskontrol. Var
man syg ved ankomsten kunne man blive nægtet indrejse og sendt retur på
rederiets regning. På Ellis Island var der også karantænestation.
Børn der var født undervejs blev automatisk amerikanske statsborgere, mens voksne skulle søge statsborgerskab.
Man anslår, at i dag, kan næsten 40 % af alle indbyggere i Amerika føre èn af deres aner tilbage til Ellis Island.
Nogle indvandrere bosatte sig i New York, hvor de fik de dårligste jobs. Dem der hjemmefra var landmænd, drog videre vest på for at få land. I 1862 kom der en lov om land til nybyggerne, Homestead Act. Den gav hver familie ret til et landområde på 160 acres (64 ha eller 116 tdr. land) med henblik på opdyrkning. Sådan en rejse vest på ud over prærien, kunne være meget krævende, specielt hvis man måtte gå til fods, fordi der ikke var råd til at betale for transportmulighed.
Andre igen tog arbejde som jernbanearbejdere i forbindelse med de store jernbaneanlæg tværs over kontinentet (efter borgerkrigen 1865).
Og så var der lykkeridderne, der blev guldgravere ude i det vilde vesten.
De svenske indvandrere tog primært til midt-vest samt til Chicago. Danskerne derimod tog til Wisconsin, Iowa, Illinois, Minnesota. Mormonerne tog til Utah.
Af andre lande som skandinaverne udvandrede til var Canada, Australien, New Zealand, Syd Afrika, Brasilien, Venezuela og Argentina.
De fleste udvandrere fandt vel et godt liv i det nye. Men der er også eksempler på det modsatte. Der er skrevet en bog ” Det glemte eksperiment” der fortæller om 250 danskere der, så sent som i 1938, rejste til Venezuela. De skulle opbygge en landbrugskoloni, som senere skulle udvides med flere tilflyttere fra Danmark. Projektet blev betalt af den venezuelanske stat, og den danske stat ansporede også til at man skulle deltage. Langt fra alle løfter blev imidlertid holdt, den danske stat har ikke siden engageret sig i organiseret udvandring.
Københavns udvandrerarkiv har protokoller helt frem til 1939.
Der henvises også til det danske udvandrerarkivs database samt til Københavns politis udvandrerlister.
På hjemmesiden med Ellis Island kan der søges på navne på personer der er passeret herigennem.
Brug DDD til søgning efter personer.
Efter kaffen fortalte Gitte lidt om sine svenske relationer, som var en oldemor med mange søskende, samt oldemorens hus i Tving. Et hus det var lykkedes at finde inde i de svenske skove.
Gitte er med-vært på lokalradiostationen Radio Ras, der sender program om historiske emner samt om slægtsforskning.
Gitte arbejdede for tiden med projekt: Skudsmålsbøger. Ville gerne have kopier af sådanne, specielt hvis der var noteret noget i dem. Hvis I ligger inde med en eller flere skudsmålsbøger, vil hun meget gerne have oplysninger om disse. Meget gerne indscannede og sendt til hendes private mail: janhb@mail.dk
Et indiansk udtryk som Gitte lancerede:
”Er din hest død, så stå af” Det var i øvrigt den eneste gang vi i aftenens løb blev konfronteret med de oprindelige indbyggere i Amerika. Dem må nogle indvandre også have haft kontakt til.
Det kender vi da fra vore børnebøger og ungdomsfilm!
Herefter tog Gitte Bergendorff over.Navnet Bergendorff stammer fra Sverige. Gitte startede som 16-årig med sin interesse for slægtsforskning. En farmor fortalte om to riddere der var kommet fra udlandet og havde fundet to prinsesser. I realiteten var de to riddere et par daglejere og prinsesserne var tjenestepiger. Virkeligheden er somme tider knap så rosenrød.
Siden 1600-hundred tallet er 60 millioner mennesker indvandret til Amerika. Omkring 13 mill. svenskere udvandrede alene i 1800-1900-hundred tallet.
Hvorfor udvandrede så mange fra Sverige? Det var der flere årsager til, men de væsentligste var overbefolkning, arbejdsløshed, ønsket om forandring eller en bedre levestandard. Der var også missionærer der, primært i perioden 1850-1860, trak indvandrere til Amerika (til mormonerne i Utah). Men der var også udvandrere der var tiltrukket af frihed, nysgerrighed og eventyrlyst.
Medens borgerkrigen stod på mellem nord- og sydstaterne, var der en nedgang i den generelle indvandring, som voksede igen efter borgerkrigens afslutning i 1865.
En
hel del af de svenske udvandrere rejste ud med skibsforbindelser via
Danmark. Nogle af disse kom ikke længere end til Danmark, de bosatte
sig her i landet ("Fattigmandens Amerika"). I perioden 1850-1900 var vi
bedre økonomisk stillet end svenskerne.Omkring 15 % af de svenske udvandrere vendte tilbage til Sverige af forskellige årsager. Nogle følte måske, at de nu havde så megen erfaring fra det nye land, som de kunne udnytte i Sverige.
For en del var de forhåbninger de havde måske ikke blevet indfriet, så en returbillet (hvis der var penge til den) kunne være en løsning.
I 1868 kom der en ny udvandrerlov, der skulle sikre, at ikke for smarte rejseagenter, billetsælgere eller plattenslagere skulle snyde de udrejsende. Den skulle bl. a. sikre at de rejsende kom med det rette skib til den destination de havde købt billet til.
Emigrationsskibene (se billedet til højre) kunne have op til 3 klasser til passagererne. Hvordan forholdene var for passagererne på en billige 3. klasse fremgår af nedenstående beskrivelse:
Det overfyldte skib forlod Bergen med 403 personer ombord, passagerer og besætning. I lastrummet var der rejst et mellemdæk ved hjælp af lægter og planker. På dette mellemdæk var der opsat kasselignende køjer. Der var en række på hver side og en langs midten af skibet. Mellem køjerne var der en smal gang. Et primitivt toilet ved hver side af dækket. Over lugen havde man konstrueret en nedgangskappe, som indgang til passager-apteringen. Der var ingen anden ventilation, den eneste friske luft der var, kom igennem denne indgang. Ved dårligt vejr lukkede besætningen denne åbning, og det blev så mørkt som natten i lastrummet. Som regel fik passagererne nogle få olielamper senere på dagen, men de blev taget ind igen klokken ti om aftenen. Kun de af passagererne, som havde deres køje i nærheden af nedgangskappen, kunne mærke til et pust af frisk luft. Lugten var forfærdelig og luften uudholdelig. Kun toilettet på læsiden kunne benyttes, og der stod altid en kø af mennesker foran det og ventede. Søsygen bidrog med sit til snavs og skidt. Luften var så tyk at besætningen næsten besvimede, når den gik ned i rummet for at gøre rent. For at rense luften tog styrmanden og to matroser en pøs med tjære med ned, og en plade glødende jern. Ved hjælp af en tang blev jernet dyppet ned i tjærepøsen og derefter holdt op i luften, hvor den med en sydende lyd frigav en stor røgsky fra den kogende tjære. Røgen hjalp mod den frygtelige stank. En af matroserne holdt et stykke sejldug parat til at kvæle eventuelle flammer, hvis tjæren skulle bryde i brand.
Ankomsten til Amerika.
De
fleste indvandrerskibe til Amerika anløb New York, hvor de lagde til
ved øen Ellis Island (se billedet til venstre). Her holdt emigrationsmyndighederne til. De
udspurgte og inspicerede indvandrerne og foretog sygdomskontrol. Var
man syg ved ankomsten kunne man blive nægtet indrejse og sendt retur på
rederiets regning. På Ellis Island var der også karantænestation. Børn der var født undervejs blev automatisk amerikanske statsborgere, mens voksne skulle søge statsborgerskab.
Man anslår, at i dag, kan næsten 40 % af alle indbyggere i Amerika føre èn af deres aner tilbage til Ellis Island.
Nogle indvandrere bosatte sig i New York, hvor de fik de dårligste jobs. Dem der hjemmefra var landmænd, drog videre vest på for at få land. I 1862 kom der en lov om land til nybyggerne, Homestead Act. Den gav hver familie ret til et landområde på 160 acres (64 ha eller 116 tdr. land) med henblik på opdyrkning. Sådan en rejse vest på ud over prærien, kunne være meget krævende, specielt hvis man måtte gå til fods, fordi der ikke var råd til at betale for transportmulighed.
Andre igen tog arbejde som jernbanearbejdere i forbindelse med de store jernbaneanlæg tværs over kontinentet (efter borgerkrigen 1865).
Og så var der lykkeridderne, der blev guldgravere ude i det vilde vesten.
De svenske indvandrere tog primært til midt-vest samt til Chicago. Danskerne derimod tog til Wisconsin, Iowa, Illinois, Minnesota. Mormonerne tog til Utah.
Af andre lande som skandinaverne udvandrede til var Canada, Australien, New Zealand, Syd Afrika, Brasilien, Venezuela og Argentina.
De fleste udvandrere fandt vel et godt liv i det nye. Men der er også eksempler på det modsatte. Der er skrevet en bog ” Det glemte eksperiment” der fortæller om 250 danskere der, så sent som i 1938, rejste til Venezuela. De skulle opbygge en landbrugskoloni, som senere skulle udvides med flere tilflyttere fra Danmark. Projektet blev betalt af den venezuelanske stat, og den danske stat ansporede også til at man skulle deltage. Langt fra alle løfter blev imidlertid holdt, den danske stat har ikke siden engageret sig i organiseret udvandring.
Københavns udvandrerarkiv har protokoller helt frem til 1939.
Der henvises også til det danske udvandrerarkivs database samt til Københavns politis udvandrerlister.
På hjemmesiden med Ellis Island kan der søges på navne på personer der er passeret herigennem.
Brug DDD til søgning efter personer.
Efter kaffen fortalte Gitte lidt om sine svenske relationer, som var en oldemor med mange søskende, samt oldemorens hus i Tving. Et hus det var lykkedes at finde inde i de svenske skove.
Gitte er med-vært på lokalradiostationen Radio Ras, der sender program om historiske emner samt om slægtsforskning.
Gitte arbejdede for tiden med projekt: Skudsmålsbøger. Ville gerne have kopier af sådanne, specielt hvis der var noteret noget i dem. Hvis I ligger inde med en eller flere skudsmålsbøger, vil hun meget gerne have oplysninger om disse. Meget gerne indscannede og sendt til hendes private mail: janhb@mail.dk
Et indiansk udtryk som Gitte lancerede:
”Er din hest død, så stå af” Det var i øvrigt den eneste gang vi i aftenens løb blev konfronteret med de oprindelige indbyggere i Amerika. Dem må nogle indvandre også have haft kontakt til.
Det kender vi da fra vore børnebøger og ungdomsfilm!
Tilbage til referatoversigt