I samarbejde med Lillebælt Folkeuniversitet
40 deltagere.
Af Niels Thomsen, sekretær.
Tema: Plejebørn, Tyveknægte og andre skæbner ved Peter Wodskou Christensen, vagtmester, Rigsarkivet.
Meddelelser:
Formanden Jesper Ratjen mindede om turen til Rigsarkivet tirsdag d. 21. oktober 2014.
Aftenens
foredragsholder var vagtmester Peter Wodskou Christensen, Rigsarkivet
(billedet) med foredraget ”Plejebørn, tyveknægte og andre skæbner…” Han har været ansat i 20 år i Statens Arkiver. Hans foredrag omhandler 4 personer, de 3 er hans aner, den sidste en person hvis historie han har fattet interesse for.
Peter Wodskou er også medudgiver af bogen ”Forbrydelsens ansigt” med portrætter, historier og skæbner af ”forbrydere” fra politiets tvangsfotografering for perioden 1850-1920.
De 4 personer der omtales i Peters foredrag er følgende:
Hans tip-tip-oldefar Lars Pedersen Ranum, som på grund af økonomiske problemer får 2 medskyldige til at sætte ild til en ejendom. Formålet var at få udbetalt en brandforsikringssum.
Næste person er Peter's 2 x tipoldefar i lige linie, skolelærer Anders Jensen fra Vodskov i Vendsyssel. Det er beretningen om 41 års virke som lærer ved skolen i Vodskov.
Den tredje person er Peters 3 x tipoldemor Marie Kirstine Johannesdatter Nordbye. En kvinde der ikke bøjede sig for autoriteterne, men kæmpede for sin ret.
Sidste person er Peters mormors mor, Dagmar Løfvall, og som han har kendt. Hun havde som barn haft, hvad man kan kalde et kummerligt liv.
Lars Pedersen Ranum blev født 1803 i Sebber sogn i Himmerland, hvor faderen var selvejergårdmand.
Fra 1825-1829 var Lars tjenestekarl på 2 gårde i omegnen. Herefter flyttede han til Aalborg og havde arbejde dels hos et par købmænd, hos en proprietær og i et handelshus, hvor han var i 7 år indtil 1839. Han fik fra alle tjenestesteder et godt skudsmål. I 1838 blev han gift med Mette Kirstine Jensdatter og deres første barn Peder Larsen Pedersen fødes i 1839.
Omkring 1839-1840 bliver Lars forpagter af Bleggården, som ejes af Aalborg by. På en bleggård foretoges blegning af tøj, og det var, i Aalborgområdet, oprindeligt et privilegium, at blegning af tøj kun måtte foregå på Bleggården. Dette privilegium stod imidlertid for fald, man søgte andre steder hen, og Lars fik økonomiske problemer. Havde ligefrem i fortvivlelse tænkt på at tage sit eget liv.
En nat i februar 1842 opdager et par vægtere at der er ild i Bleggården, der var brand to steder, både i rollingshuset (raalingshus = stuehuset) og staldbygningen. De alarmerer både en tjenestekarl (Peder Pedersen Ranum, bror til Lars) og en tjenestepige (Ane Cathrine Christensdatter) samt brandvæsenet, der hurtigt får ilden slukket. Den havde kun fået fat i taget. Ved et efterfølgende brandforhør siger både Ane og Peder at de intet kendte til ildens opståen, samt at Lars tidligere på natten var redet til Suldrup for at opkøbe får.
Næste dag konkluderer retten imidlertid, at der må have været tale om en ildspåsættelse, da der samtidig var opstået ild 2 steder på lofterne i husene. Der var desuden placeret halm, lyng og hø på passende steder under taget. Peder bekendte nu at han og Ane havde påsat branden efter ordre fra Lars. Ane og Peter var hver blevet lovet naturalier for 3 rigsdaler for deres medvirken. Lars´s formål med at påsætte branden var at få udbetalt en forsikringssum for sit bohave. Lars`s tur til Suldrup for at købe får, skulle være hans alibi.
Så fulgte forhør hos både Aalborg byfoged, Landsretten og Højesteret.
Lars og Peder fik 8 års fæstningsarbejde og Ane fik 8 års tugthusarbejde i Viborg. Desuden skulle de betale erstatning til Aalborg by på 105 rigsbankdaler udover nogle sagsomkostninger.
Fæstningsarbejdet blev afsonet i Københavns Stokhus, og de måtte gå alle 8 år igennem. Ildspåsættelse og forsikringssvindel blev straffet hårdt. Efter udstået straf flyttede Lars og familie tilbage til området omkring Nibe, hvor han ernærede sig som husmand.
Anders Jensen, lærer i Vodskov i en menneskealder, var født 1793. Han var af gårdmandsslægt og har fra 1816 fungeret som ”midlertidig” skolelærer i Vodskov. I 1822 tog han eksamen som skolelærer, der ikke var seminarieuddannet.
I 1830 er hans lønforhold så ringe at han henvender sig til sognepræsten og beder om dennes støtte til en ansøgning om bedre vilkår i sin ansættelse. Dette medfører en flittig korrespondance de næste par år med provst, biskop, amt og Danske Kancelli. Anders Jensens skudsmål har hele tiden været meget fint.
Ydmygheden fra skolelærerens side ses tydeligt ud fra nedenstående brev til provsten:
”Ærbødigst Promemoria! Da hans Høiærværdighed Hr Stiftsprovsten ved Skolevisitatsen den 14de Juni d: A. erkyndigede sig om min Lønning og huuslige Forfatning, indsaae han strax hvad jeg saa ofte og med Føie, men forgjæves har forestillet, at jeg med en svagelig Kone og 7 Børn er udsat for meget trykkende
Næringssorger. For at afvende disse, bød han Skolepatronen Hr Ilum at see paa hvilken somhelst Maade skee kunde at faae min Løn forbedret; Saa oplivende denne Hans Høiærværdigheds høigunstigste Omsorg for mig var; saa nedslaaende var derimod bemeldte Hr Ilums Erklæring i sidste Skolecommission, da Deres
Velærværdighed, i Anledning af Hr Stiftsprovstens Yttring, erindrede og androg paa Tillæg i min Løn, eller Skoleloddens Forstørrelse: Min ydmyge Begjering er derfor at Deres Velærværdighed ville indberette Hans Høiærværdighed, baade Skolepatronens og Skoleforstanderens Erklæring, og, til de hidtil imod mig viste Velgjerninger, endnu føie denne: at udbede mig Hr Stiftsprovstens Medvirkning til det ligesaa nødvendige som længe ønskede Maals Opnaaelse. -
Vodskou Skole den 8de October 1830.
Deres Velærværdige Hr Pastor Spliid
ydmygst Anders Jensen".
Sagen ender med at Anders Jensen får et rigtigt kaldsbrev som skolelærer som forbedrer hans lønvilkår noget. Han får i alt 10 børn, så der var mange munde at mætte. De kom dog alle godt i vej.
En beretning om et flittigt og underdanigt menneske.
Marie Kirstine Johannesdatter Nordbye er Peter Wodskous tip-tip-tip oldemor, som er født 1803 i Birkerød. Hendes mor, Else Kirstine Pedersdatter dør, da Marie Kirstine kun er 1 år gammel. Hendes far, murermester Johannes Andreas Nordbye klarer sig i begyndelsen efter moderens død godt, han var dog, ifølge kilderne, drikfældig og det gik ned ad bakke for ham. Efter Marie Kirstines konfirmation kommer hun formodentlig ud at tjene forskellige steder i omegnen og hun føder sit første barn i 1826. Der var, ifølge kirkebogen, ingen barnefader inde i billedet på dette tidspunkt. I juli 1827 bliver hun imidlertid gift med barnefaderen, smed Peder Hansen Berg, og de får sammen i alt 6 børn og bor i Blovstrød. Desværre dør Peder Hansen efter 10 års ægteskab, og så ser det ikke godt ud for Marie Kirstine. I perioden 1838-1842 får hun hjælp fra fattigkassen.
Så sker der det ret usædvanlige, hun bliver i en alder af 41 år gift med en 22-årig husmandssøn, Niels Jørgensen, som hun bor sammen med fra 1842-1851 og som hun får endnu 4 børn med. Det er imidlertid ikke et lykkeligt ægteskab, manden er drikfældig, spiller pengene op, tæver kone og børn og også egne forældre. Marie Kirstine får bevilget separation og får tilkendt huset, og må klare ærterne for sig og sine. Hun er imidlertid en driftig og initiativrig kvinde.
Den 29. april 1856 sker der imidlertid noget drastisk i hendes liv, idet en større retssag tager sin begyndelse. Hun bliver anklaget for at stå bag et omfattende tyveri af restuldgarn fra Usserød Klædefabrik og bliver varetægtsfængslet under den efterfølgende retssag. Hun har ganske rigtigt købt uldgarn af forskellige kvinder som arbejdede på klædefabrikken, men nægtede at vide, hvorfra de havde garnet.
Hun var dygtig til at forarbejde garnet til forskellige beklædninger og har efterfølgende solgt dem på forskellige markeder. En gæv og stærk kvinde, der ønskede at klare sig selv ud fra de små kår hun havde.
August 1856 bliver hun ved Hørsholm Birketing, trods sine benægtelser, idømt 1 års forbedringshusarbejde. Hun lader sagen gå videre til landsretten, som i november samme år, stadfæster dommen. Hun anker igen og ved højesteret afsluttes sagen i marts 1857. Her bliver hun også kendt skyldig, men får straffen nedsat til 6 x 5 dage på vand og brød. Den mildere dom skyldes måske, at hun har siddet varetægtsfængslet i næsten 1 år. Ud over straffen skal hun også udrede sagsomkostningerne samt betale for fængselsopholdet. En umulighed for Marie Kirstine. Sognekommunen prøver, for ikke selv at komme til at hænge på fattighjælp til hende, at søge Justitsministeriet om fritagelse for at udrede sagsomkostningerne. Der er ingen pardon. Hendes bohave og hus bliver taget fra hende. Under fængselsopholdet havde hun sit yngste barn med sig. Barske forhold, specielt for et lille barn.
Da straffen er udstået i Hørsholm arrest, rejser hun til en datter og svigersøn i København, men Marie Kirstine er ikke færdig med sagen omkring Usserød Klædefabrik.
Den 8. januar 1859 udkommer nummer 410 af et satirisk magasin kaldet ”Folkets Nisse” med undertitlen ”Et værn mod forurettelsen er pressen”. Heri fremlægger Marie Kirstine sin version af sagen med Usserød Klædefabrik. Regnskabschefen på klædefabrikken, overkrigskommissær Moldrup, beskyldes for at stå bag de omfattende tyverier. Redaktøren af ”Folkets Nisse” har, for at sikre sig, anført ”forlangt indrykket”.
Artiklen lyder:
Hr. Redacteur!
Da Deres ærede Blad altid har været et Værn for Ret og Retfærdighed, saavel for den Fattige som for den Rige, tillader jeg mig herved at bede Dem om velvillig Plads for efterfølgende Uretfærdighed, som i Aaret 1856 er begaaet ved en i Hirschholm for den Kgl. Fabrik Usserødsværk verserende Sag, hvorfor Undertegnede blev tiltalt og straffet. Det var nemlig Uld og Garn fra Usserødværk, som i mange Aar har været solgt af en del af Arbeiderne, hvorfor et Par af dem fik mindre Straf; derimod har en Undermester i Fabrikken, ved Navn Christian Jensen og hans Hustru Ane Svendsen solgt meget af Fabrikkens Uld og Garn, hvilket de ogsaa under Forhørerne bekjendte, men Controlleur Moldrup, som synes meget indviklet i Sagen og har nok selv deltaget i Udsalget af enkelte Klædevarer fra Fabrikken, drev Sagen i Forening med Hr. Birkedommer Møller i Hirchholm saaledes, at Undermester ved Fabrikken Chr. Jensen blev aldeles frikjendt, og Controlleur Moldrup beholdt Ovennævnte i den Kgl. Fabriks Arbeide en Tid efter, indtil han fik sig et passende Erhverv, ved hvilket Controlleuren rimeligviis assisterede ham.
Ærbødigst Marie Kirstine Johansdatter".
Marie Kirstines boglige evner var meget svage, kunne dårligt skrive sit eget navn. En anden må have udfærdiget anklagen.
Få dage efter reagerer Moldrup og ønsker sit navn renset.
Februar 1859 får Marie Kirstine en stævning hvor hun anklages for injurier. Maj 1859 idømmes hun 3 måneders fængsel. Men hun går stædigt videre til højesteret. Men i december 1860 stadfæstes dommen.
Så er der ikke flere oplysninger i kilderne, hun fik luft for sine frustrationer, og har givet taget straffen med oprejst pande.
Marie Kirstine dør d. 24. maj 1875 i København af ”Cronisk brystsygdom”.
Dagmar Løfvall er Peter Wodskous mormors mor. Hende har han kendt, da hun først er død i 1980.
Hun blev født som pigebarn nr. 772 den 21. september 1894 i Borgergade 79.2 som var en af fødselsstif-telsens filialer i København. Hun kom i pleje 3 forskellige steder alle under dårlige forhold. Som 12-årig kommer hun til et børnehjem, N. Bangs private institution, i Tarm, hvor der åbenbart var ordnede forhold. Hun kommer ud at tjene på forskellige gårde, men børnehjemmet holder stadig kontakt med hende.
I april 1918 møder hun sit livs kærlighed, en soldat Thomas, som dog bakker ud af forholdet da Dagmar bliver gravid. En alimentationssag ender med at Thomas bliver dømt til at betale børnebidrag til deres barn, der var blevet døbt Anna Lise Mathilde Løfvall, og som er Peter Wodskous mormor.
Dagmar mødte siden en anden mand, Oluf Olsson Holm, født 1865 i Sverige, altså 29 år ældre end Dagmar. Med ham fik hun 2 børn. Af hendes nu 3 børn hed den yngste Eva. Eva havde i en bog om Københavns Zoologiske haves historie set et billede af havens orkester, hvor hun kunne genkende sin far blandt musikerne (violinist). Faderen var både snedker og musiker
Navnene på Dagmars forældre er ikke indført i kirkebogen, kun moderens fødenummer var nævnes. Der stod desuden at moderens navn skulle hemmeligholdes undtagen for barnet. Peter Wodskou har dog fundet frem til at hun var en fattig tjenestepige fra Malmø, der var kommet til København omkring 1888, ca. 14 år gammel. Hun fødte Dagmar i 1894, som hun måtte sætte i pleje.
Dagmars far viser sig at være fra Norge, en cirkusartist med artistnavnet Cordelly.
Når man studerer arkivalierne, og lidt held skal der også til, så kan man komme langt. Det viser Peter Wodskou med hans spændende foredrag. Han fik sat kød på skelettet.
"Foredragsholderen udleverede en fyldig liste over den anvendte litteratur og arkivalier til de fire meget forskellige historier.”
Tilbage til referatoversigt