Logo
Trekantområdets Slægtshistoriske Forening
Foreningen Hvem forsker hvad Bogreolen Links FotoalbumTil forsiden


Mødeaften, den 9. septmber 2013

 
I samarbejde med Lillebælt Folkeuniversitet. 44 medlemmer deltog.

Tema: ”Træk af kvindens liv omkring 1700-1970” ved Jørgen Peder Clausager, fhv. arkivleder i Fredericia, nu Øster Vrå, Vendsyssel.

Af Niels Thomsen, sekretær.

Formanden bød velkommen og indledte med en omtale af de bøger foreningen har modtaget til vort bibliotek. Desuden har vi modtaget en del interessante bøger, som vil blive udbudt på auktion på mødet d. 11. november.

ClausagerJørgen Peder Clausager (billedet) har i sin tredje alder, efter at være flyttet til Øster Vrå, beskæftiget sig med lokalhistoriske emner, der relaterer sig til sogne i det nordøstlige Vendsyssel, hvorfor foredraget henviser til eksempler fra lokale folketællinger i bl.a. årene 1787, 1801, 1890 og 1901.
Clausager er også engageret i stadsarkivet i Frederikshavn (omfatter de tidligere kommuner Sæby, Frederikshavn og Skagen) samt omkring mindestene og skulpturer i Sæby kommune.

Historiens udvikling
Clausager fremførte følgende interessante og tankevækkende tese: En ting der kendetegner vor (vestlige, kristne) kultur er den vægt der lægges på det enkelte menneske.  Det kan føres tilbage til kristendommen, der tillægger ethvert individ lige stor værdi i forhold til Gud – jfr. f.eks. Kristi ord om at ”I skal lade de små børn komme til mig”. Dette menneskesyn har f.eks. ført til vort demokrati, hvor hvert enkelt menneske har medindflydelse – og lige stor indflydelse – på samfundets anliggender. Det har ført til vort velfærdssamfund, hvor vi ikke tillader nogen at gå materielt til bunds, men hjælper dem til en menneskeværdig tilværelse.
Dette menneskesyn smitter af på historien, så i vore dage er alle mennesker i fortidens samfund principielt lige interessante for historikeren. Det er ikke længere statsmænd og fyrster der står i fokus for vor interesse for fortiden.
Det der er historisk interessant er, hvordan menneskene har levet, hvordan har de skaffet sig føden til dagen og vejen, hvordan har de levet med hinanden. Set med et storpolitisk blik, har vi skriftlige kilder om fyrster og krige lang tid tilbage. Kilder til den jævne befolknings historie har vi nok kun for de sidste 2-300 år, altså beretninger der fortæller om alle grupper i samfundet.

Kvindens historie
Den nu afdøde historieprofessor Niels Skyum-Nielsen har med sin Danmarkshistorie ”Kvinde og Slave” fremdraget nogle samfundsgrupper, der hidtil har været overset af historikerne. Kvinderne figurerer kun sjældent i Danmarks-historien. Som enkelte undtagelser kan f.eks. nævnes Dronning Thyra (byggede Dannevirke), dronning Margrethe I (samlede Norden) og Leonora Christine (22 år i Blåtårn). Det er jo tankevækkende at så få kvinder er nævnt, da halvdelen af menneskeheden er kvinder.

Kvinden i dagligdagen
Clausager omtalte specielt to emner omkring kvindens liv, nemlig forholdene for kvinderne på landet og forholdene for ugifte kvinder, som havde fået et uægteskabeligt (uægte) barn. Der er henvist til flere folketællinger, fortrinsvis fra Vendsyssel.
Omkring 1800-tallet boede en stor del af befolkningen på landet. Gårdene var fæstegårde under herregårdene og forudsætningen for en fæstebonde var, at han var gift. Det var et såkaldt livsfæste, der gjaldt i fæsterens og dennes kones levetid.
Det, at der skulle være både en mand og en kone (husmoder eller madmoder) ved indgåelse af et fæste, var begrundet med at det var nødvendigt for at drive gården, ofte sammen med yderligere tjenestefolk og børn.
Mandens arbejdsområde var drift af mark og pasning af dyr, medens kvinderne sørgede for malkning og videre forarbejdning af gårdens produkter. Det omfattede brygning, bagning, slagtning, kartning, spinding, vævning, vask, lysestøbning samt produktion af smør og ost samt hele den daglige husholdning for familie og gårdens folk. Hertil kom så børnefødsler samt pasning og opdragelse af børnene.

Ofte sås det, at gik en af ægtefællerne bort i en relativ ung alder, giftede den tilbageblevne sig ofte igen kort tid efter ægtefællens død. Den gang en praktisk foranstaltning (for at kunne blive ved gården) mere end, at man giftede sig af kærlighed (som Clausager påstod, er en moderne luksus, man dengang ikke kunne tillade sig i det danske landbo-samfund)!
Var manden gået bort kunne enkekonen dog stadig sidde som gårdbruger i en årrække, specielt hvis der var voksne børn, der kunne forestå bedriften.

Der blev fra folketællingerne vist flere eksempler på sådanne fornuftsægteskaber hvor:
Mand på 69 år (i tredje ægteskab) var gift med en kone på 58 år (i første ægteskab).
Mand på 60 år (i tredje ægteskab) var gift med en kone på 39 år (i første ægteskab).
Mand på 28 år (i første ægteskab) var gift med en kone på 63 (i tredje ægteskab).
Var der et voksent gift eller giftefærdigt barn, kunne de overtage fæstet, blive husbonde og madmoder, medens de gamle blev aftægtsfolk på gården.

I byerne
Ligesom at en enke på landet kunne drive en gård, gjaldt i byerne den bestemmelse at her kunne enker, indtil 1857 drive en forretning/virksomhed videre, idet de betragtedes som økonomisk fuldt myndige. Denne mulighed forelå ikke for ugifte eller gifte kvinder, de betragtedes indtil 1857 som umyndige.

Arvelovene
Indtil 1845 var der i arvelovene en diskriminering mod kvinderne, idet den lod sønner arve det dobbelte af hvad døtre kunne arve. Først i 1857 blev der indført lige arveret for alle børn. Denne arvebestemmelse havde dog ikke den store betydning, medens bønderne stadig var fæstebønder. Først efter 1800-hundredtallet da selvejet efterhånden blev indført, fik det nogen praktisk betydning for ”almindelige” mennesker. Den største betydning havde det for store jordbesiddere (bl. a. godsejere), som med denne regel om ”dobbelt broderlod”, forebyggede en for stærk opsplitning af jordegodserne.

Stemmeret
Ved stemmerettens indførelse i perioden 1837 – 1849 gjaldt den kun for mænd og kun for dem der ejede eller fæstede fast ejendom af en vis størrelse, havde en vis formue eller betalte et vist beløb i næringsskat. Fuld stemmeret for alle kom først i 1915.

Kvinden i lokale by- og sogneråd
Kvinderne i disse råd var pionerer på området. Først efter anden verdenskrig kom enkelte ind i sogne- eller byråd.

Ægteskaber og uægte børn
I 1800-årene var ægteskabet mellem mand og kvinde den eneste moralsk og socialt accepterede form for samliv mellem mand og kvinde. Som nævnt ovenfor også en nødvendighed for den rationelle drift af et landbrug. En forudsætning for at sætte børn i verden var også i de fleste kredse, at der eksisterede et etableret ægteskab. Der kom imidlertid en del børn til verden som uægteskabelige børn, eller uægte børn som de blev kaldt.

Af sociale og religiøse grunde gjorde samfundet en del for at begrænse antallet af uægte børn. Et af midlerne var, indtil 1767, at lade dem, der havde overtrådt det 6. bud, skrifte i kirken. Dette skete ved, at de formastelige i et ydmygt skriftemål stod frem i kirken og bekendte deres synd for menigheden, hvorefter der blev givet syndsforladelse af præsten.
Hvis dette uægteskabelige lejermål, som samlejet kaldtes, blev gentaget eller hvis en af parterne var gift, medførte det lejermålsbøder. Betegnelsen ”horeunge” er betegnelse for et barn avlet i utugt af et par, hvor den ene var en gift person. Disse uægte børn havde en dødelighed der var væsentlig større end den, der var gældende for børn født indenfor et ægteskab. Årsagen hertil kan være mange, men ernæringen og boligforholdene kan være en væsentlig årsag.

Fra samfundets side forsøgte man at sikre sig identiteten af faderen til det uægte barn, altså hvem skulle udlægges som barnefader. Jordemoderen kunne under veerne udspørge den fødende kvinde om hendes kendskab til barnefaderen. Vel en slags fysisk terror.
Der var tilfælde, hvor moderen nægtede at opgive faderens navn, hvis f.eks. faderen var velstillet og i det skjulte ydede bidrag til barnets opvækst. Herved slap faderen for et ydmygt skriftemål i kirken. En velhavende barnefader kunne også, mod betaling, få en kongelig bevilling til at blive fritaget for skriftemålet.
Skriftemålet blev afskaffet i 1767, da der var en tendens til, at det kun var kvinden der kom til at stå skoleret for menigheden.
Uægte børn blev ofte sat i pleje, det kunne være hos moderens forældre. Her kom et mindre plejevederlag ind i billedet.

Omfanget af uægteskabelige fødsler
Clausager citerede fyldigt tal for hvor mange procent de uægte børn udgjorde af det samlede antal fødte. Set over hele landet er Vendsyssel og Han Herred (opgjort samlet) samt Fyn de landsdele med flest fødte uægte børn, med Lolland Falster og Sjælland i den anden (dydige) ende. Der blev opgivet tal mellem 16 og 2,2 % afhængig af by eller land og dominansen af befolkningens socialgruppe.

Opholdsstedkriteriet
Begrebet ”10-månedersdagen” kom også ind i billedet. Hvor havde moderen opholdt sig på avlingstidspunktet? Det var fra 1844 bestemmende for, hvilken kommune der var forsørgelsespligtig overfor barnet. Tidligere var det barnets fødesogn, som var forsørgelsespligtig, men man ville uskikken med at jage fødende ugifte eller omvandrende kvinder over sognegrænsen, til livs. Indtil 1868 var sognepræsten formand for fattigkommissionen og ”avlingsstedkriteriet” medførte en omfattende korrespondance præsterne imellem – bl.a. fordi de skulle indføre ”ti-måneders opholdssognet” i kirkebogen.

Præsident for Københavns byret
Clausager afsluttede med en ”solstrålehistorie” om et par ”uægte” drenge fra Sæby, som i kraft af deres gode hoveder og gåpå-mod (og en biologisk far, som vedkendte sig faderskabet) endte som jurister fra Københavns universitet, hvoraf den ene blev præsident for Københavns byret. – Vel ikke overraskende?


Tilbage til referatoversigt