Mødeaften, den 8. april 2013
I samarbejde med Lillebælt Folkeuniversitet. 45 medlemmer deltog.
Tema: ”Kommunale arkiver” ved arkivar, seniorforsker ph.d., Jørgen Mikkelsen, Rigsarkivet, København.
Af Niels Thomsen, sekretær.
Formanden bød velkommen og indledte med at omtale programmet for den kommende sæson.
Sensommerudflugten går til Industrimuseet i Horsens lørdag den 31. august. Prisen bliver 175 kr. pr. deltager og det er incl. bus. Tilmeldingslister ligger fremme.
I medlemmernes 10 minutter fortalte Jesper Ratjen om vinkypersvenden fra Svendborg, der i 1848 skulle møde i kongens klæder i København. Han var meget opsat på at skulle tjene fædrelandet, rejste i god tid af sted mod hovedstaden. Rejsen foregik via Odense og med færgetransport Nyborg-Korsør og videre med 2-spændervogn til Roskilde. Herfra med den nyindviede (1847) jernbane til København. Her skulle staden opleves i løbet af de næste dage inden indrullering. Hans oplevelser blev dog så som så. Hjælpsomme folk tog sig af ham, men hjalp ham også af med tegnebogen. Det har nok begrænset ham i hans muligheder for at udforske staden.
Herefter blev Jørgen Mikkelsen (billedet) budt velkommen.Kommunestruktur gennem tiderne
Kommunerne er et lokalt forvaltningsområde med selvstændigt styre af visse anliggender, som er fælles for de til området hørende beboere.
Historisk har antallet af kommuner været betydeligt større end i dag. I 1960 var der 1388 sogne-kommuner, medens der i løbet af 1960`erne skabtes en forståelse for at større enheder var nødvendige, hvis de skulle løse stadig større selvstændige opgaver. Ved kommunalreformen i 1970 blev antallet skåret ned til 278 primær-kommuner og de 23 amter (siden kaldet ”Trap-amter”, som anvendes af Statens arkiver) erstattedes af 14 nye amts-kommuner (Københavns og Frederiksberg kommuner stod udenfor amtsinddelingen). Her i 1970 blev en grundliggende forskel i adm. henseende på købstadskommuner og landkommuner også udvisket.
En strukturreform bevirkede at antallet fra 2007 reduceredes til 98 kommuner. På samme tidspunkt reduceredes de 14 amter til 5 regioner. Københavns og Frederiksborgs amter blev samtidig nedlagt og kom til at indgå i region Hovedstaden.
Købstadskommunerne
Tidligere var en købstad en bebyggelse med særlige privilegier, typisk opnået ved kongelig indvirkning. Disse privilegier indbefattede ofte:
- Eneret til håndværk og handel inden for et område i 2 mils afstand fra byens akseltorv (det såkaldte ”læbælte”).
- Ret til egen administration og domstol (egen retskreds).
- Fritagelse for visse skatter og endelig
- fritagelse for militærtjeneste/værnepligt. Man skulle til gengæld med byens borgervæbning forsvare sin egen by. I årene efter 1814 ophævedes borgervæbningen i de mindre byer; sidst i Aarhus 1869 og København 1870.
- Derudover kunne eksempelvis religionsfrihed (kendes bl.a. fra Fredericia) være en del af privilegiet.
I slutningen af 1700-tallet og starten på 1800-tallet administrerede fattig- og skolekommissionerne deres områder og det var med sognepræsten/en lokal præst ved bordenden, hvilket varede indtil byrådene opstod.
Byrådene overtog også skatteligningen og administration af havnene. Områder der udvikledes stærkt i den periode kommissionerne bestod, men havde kun tilsyn med skole- og fattigvæsen.
I sidste halvdel af 1800-tallet voksede byerne voldsomt, hvilket medførte øget pres på byernes administrative opgaver og deres forsyningssystemer (vand, kloak, gas, veje, renovation og generel vedligeholdelse).
Siden kommunalreformen i 1970 har de danske købstæder ingen særlig status. Købstadsbegrebet er fra da af reelt forsvundet og har kun historisk interesse.
Landkommunerne
Mens købstædernes borgere gennem mange år havde haft en vis indflydelse på deres byers styre, var det ikke tilfældet for bønderne på landet.
I fæstetiden var godset og dermed herremanden den vigtigste administrative ramme om deres liv. Fæstebønderne havde ikke nogen selvstændig politisk repræsentation, men var underlagt deres herremands myndighed. På landet var det herredsfogeden der rangerede på niveau med byfogederne.
I slutningen af 1700-tallet begyndte regeringen at overveje en modernisering af skole- og fattigvæsen. I 1802 kom en plan for en midlertidig indretning og bestyrelse af fattigvæsenet i Sjællands landdistrikter, og den blev med få ændringer gældende i hele landet både i by og på land fra 1803.
Sognepræsten var, helt op i 1800-tallet, stadig en vigtig person med mange administrative opgaver for både fattigkommissionen og som født formand for skolekommissionen. Desuden havde han også for statsmagten et utal af administrative opgaver i lokalsamfundet.
Fattighjælp til nødlidende beboere var ingen velfærdsydelse som i dag, men blev fulgt af en indskrænkning af deres borgerlige rettigheder. Og det var især tab af valgret og retten til frit at vælge ægteskab.
Fattighjælpen blev utvivlsomt ydet med yderst beskedne bidrag. I starten bestod hjælpen, specielt på landet, for en stor del af naturalier, medens man i byerne mere gik over til at yde i form af penge. I landkommunerne blev det af myndighederne bestemt, hvor meget de enkelte bønder skulle levere til dem, der var berettiget til at modtage hjælpen.
I 1841 kom der en anordning ifølge hvilken hver landkommune skulle vælge et sogneforstanderskab. Sogneforstanderskab var betegnelsen for ledelsen af en sognekommune. Nogle var fødte medlemmer af dette, nemlig sognepræsten og ellers jordejere inden for kommunens grænser. Udover de fødte medlemmer skulle sogneforstanderskabet bestå af 4-9 medlemmer valgt af beboerne. Hvor mange tdr. hartkorn eller hvor stor en skatteyder, man var vægtedes.
Det var de basale opgaver på landet, sogneforstanderskaberne tog fat på. Fattigvæsens opgaver, skolernes økonomi og veje var de vigtigste. Fattighjælp og skolevæsen var to store udgiftsposter for kommunerne.
Fra 1860’erne blev det almindeligt, at landkommuner indrettede fattiggårde, hvortil man henviste de fleste fattige i sognet. Tanken var, at de fattige skulle leve af deres arbejde på gårdens jordlod eller have, samt ved at fremstille ting, som kunne sælges. Fattiggården blev ledet af en bestyrer ansat af sognerådet. Der var nedskrevne ordensregler for fattiggårdene. Antallet af fattiggårde var størst i sidste halvdel af 1800-tallet.
I 1868 indførtes det første lokale selvstyre med dannelsen af sogneråd som afløser for sogneforstander-skaberne. Skolevæsenets administration og økonomiske forvaltning kom til at høre under sognerådene.
Skatteudskrivningen blev efterhånden ændret fra naturalier (korn, brændsel, pligtarbejde) til en pengeskat. Det var sognerådet, der foretog skatteligningen. Sognerådenes hovedopgaver bestod fortsat i forvaltningen af det kommunale skole-, fattig- og vejvæsen, men dertil kom diverse andre kommunale opgaver.
Ved en stor skattereform, der trådte i kraft i 1904, kom der markante ændringer i den kommunale forvaltning i sognene. Enhver med fast ophold i en kommune skulle betale kommuneskat. Selvangivelsen (bevaret for hvert 10.år), blev indført. Sognerådene var oftest dem, der foretog skatteligningen i landkommunerne.
Skolekommissionerne, der skulle føre tilsyn med undervisningen, blev oprettet og sognepræsten var fast formand. Sognerådet udpegede yderligere 2 personer, hvoraf mindst den ene skulle være medlem af sognerådet. Kommunernes sogneråd var i kraft helt indtil kommunalreformen i 1970, hvor de blev erstattet af primærkommuner.
Kommunearkiver
Omfanget af arkivalier fra landkommuner er begrænset. For købstadsarkiverne er der betydelige mængder arkivalier. I dag er reglen at 10 % af arkivalier gemmes og Landsarkivet Viborg får mange arkivalier fra kommunerne. Det kommunale selvstyre tillader at kommunen selv bestemmer om man vil aflevere arkivalier til Statens Arkiver, til et kommunalt arkiv eller vil beholde dem selv.
Arkivalierne blev hos kommunerne arkiveret/registreret på forskellig vis, dog var der to systemer der var mest udbredt. ”Odder system” blev anvendt af omkring 68 % af kommunerne, primært af landkommuner. ”DK-systemet” blev anvendt af 25 %, primært af købstadskommuner. Odder-systemet var enkelt og systematisk, medens DK-systemet var baseret på et kompliceret nummersystem.
Hvad kan man se i arkiverne
- Kommunalbestyrelsens eller faste udvalgs forhandlingsprotokoller.
- Regnskabsbøger (som regel hovedbøger).
På landet ses fra 1803 Fattigkommisionens forsørgelsesplaner opdelt i 3 kategorier. 1. klasse for de mest trængende. 2. klasse var for forældreløse børn og 3. klasse var for fattige, der kunne tjene lidt selv, men alligevel havde behov for hjælp.
- Ugeunderstøttelse for fattige udenfor fattighusene.
- Fattigvæsenets forhandlingsprotokoller.
Socialforvaltningernes arkiver har mange oplysninger af stor personalhistorisk interesse. Børneværnet (under 18 år) kunne tvangsfjerne børn og vælge værge for dem. Værgeråd bestod af kommunale og private personer. Regnskabsprotokoller kan fortælle om sociale klienter. Man var forsørgelsesberettiget i den kommune, hvor man havde boet længst/var født.
- Skattearkiver med selvangivelser med angivelse af ejendoms- og formueskat. Ejendomsskatter og vurderingsfortegnelser. I ældre landkommunale arkiver kan ligningslister over hartkorn (indtil 1904) forekomme.
- Skolearkiver. Arkivalier udfærdiget af de enkelte skoler selv eller arkivalier udfærdiget af kommunen. Skolekort med fortegnelse over lærerstaben.
- Danmarks Statistik har 10-årige landbrugstællinger.
- Det tekniske område med byggeri og vejanlæg.
Tilbage til referatoversigt