Mødeaften, 12. september 2011

I samarbejde med Fredericia Folkeuniversitet.  
39 personer deltog.

Tema: ”Almindelige menneskers kulturhistorie” ved arkivar Lene Andersen fra Dansk Folkemindesamling, Det kgl. Bibliotek, København.
Af Otto Geisler, sekretær.

Formanden bød velkommen til denne sæsons første møde og gjorde opmærksom på de senest indkomne bogtitler: ”Sønderjyske Årbøger 2006”, ”Kolding Studenter 1935-1959”, ”Fredericiabogen 1998” (gentagelse), ”Præstehustruen i Lyngaa og hendes familie – En genealogisk undersøgelse” (gentagelse) og ”Vi er selv historie”.

Tilmeldingsliste til dagbesøg på ”Landsarkivet for Sjælland m. fl.” i København den 12. oktober var fremlagt og med valg mellem tog eller privatbil. Seneste tilmelding er den 28. september på slægtstemaaftenen.

Oda Løgager Skou Andersen (billedet) indvilgede uden varsel i at påtage sig: ”Medlemmernes 10 minutter”, hvor Oda fortalte om sit besøg 40 år efter hos 93 årige Kirstine Holst i Hylke, som genkendte hende på stemmen som ”Smedens Oda”. Oda genfortalte på jysk en episode under krigen, hvor Kirstine 2 gange på anmodning var ”brudt ind” i den lokale præstegård. 2. gang endog med sognefogedens medvirken. (Se evt. også Oda’s indlæg i ”SLÆGTEN” nr. 44. Juli 2011).

Aftenens sang havde Inger Madsen medbragt: ”Marken er mejet” i Adolph Reckes originale og noget anderledes og morsommere version (1868): ”I Høsten”. Begge indlæg var fine optakter til Lene Andersens foredrag. Desværre fungerede elektronikken til overførelse af Lene Andersens Power Point-program til det store lærred ikke. Men Lene Andersen er en glimrende fortæller, og det gik godt uden.

I indsamlingen af materialer til ”Dansk Folkemindesamling” indgår i høj grad også sporing af slægter, hvorfor der samtidig opnås en viden om lokalområder og miljøer som i slægtsforskningen.

Lene Andersen havde opdelt sit foredrag på 3 hovedområder: 

Hvorfor Folkemindesamling? Folkemindesamling konkret omkring 2 personer og: Hvordan søge på databasen?

Definition

Ordet folkeminder er en fællesbetegnelse for folkelige trosforestillinger, ritualer, skikke og fester ved årets og livets højtider, eventyr, vandrehistorier, sagn og andre traditionelle fortællinger, folkeviser og andre viser, sanglege, rim og remser, gåder og ordsprog, folkemusik og dans.

Folkeminder før og nu

Betegnelsen folkeminder opstod i 1800-tallet og bruges mest om de ældre indsamlinger, hvor folkemindesamlerne drog ud i landet for at optegne den jævne befolknings eventyr, sagn, viser, skikke og traditioner.

Lene Andersen (billedet) fortalte om, hvordan de indsamlede fortællinger giver indsigt i datidens menneskers tankegange og omverdenssyn. I dag taler man i stedet om dagliglivets kultur, hvor kulturforskere indsamler nutidens vandrehistorier, gruppenormer, kærlighedsidealer og fodboldsange.

Det har været interessant at finde viden om kulturmønstret i 1600-1700’tallet.
I begyndelsen spores der ingen forskel i kulturmønstret mellem elitekulturen og folkekulturen. I slutningen af perioden trækker eliten sig væk fra folkekulturen – sprog, klædedragt og boligen er nu væsentlig forskellige.
I 1800’tallet bliver folkekulturen ’genopdaget’ under et meget bredt kulturbegreb.

Efter de store krige fra midten til slutningen af 1800’tallet, hvor Danmark blev mindre, blev det pludselig noget særligt at være dansk, hvorfor der også måtte være noget ”dansk” at værne om.
Her blev folkevisen, ordsprog og historier væsentlige elementer i folkemindet og ordet ”folk” fik en hel anden betydning.

Rasmus Nyerup (1759-1829) skulle i begyndelsen af 1800-tallet have udgivet en af de første samlinger om ”folkeminder”. Sven Grundtvig (1824-1883) havde af sin fader, N.F.S. Grundtvig, modtaget et middelalderhåndskrift til konfirmationen. Dette blev begyndelsen til Svend Grundtvigs store interesse for indsamling på landsplan af folkeminder gennem hele sit liv.
Den vel nok mest kendte er og bliver Evald Tang Kristensen (1843-1929), lærer og søn af lærer fra Viborg-kanten, som havde stort kendskab til dialekter fra Midt- og Vestjylland, hvilket betød, at Evald Tang Kristensen nåede at få kontakt til 6.500 personer og besøgte 3.200 mennesker og fik skrevet 24.000 håndskrevne sider om folkeminder.

I 1907 tog Evald Tang Kristensen og Hakon Grüner-Nielsen på rejse rundt i Jylland. Med sig havde de en fonograf (lydoptager), som de optog med, når de var ude og besøge mennesker, som var gode til at synge og fortælle.

Folkemindesamlerne mente dengang, at fortællerne kunne huske viserne og eventyrene stort set uforandrede, som de var blevet fortalt siden middelalderen. Derfor kaldte de dem ”folkeminder.” I en af sine bøger kaldte Evald Tang Kristensen fortællerne for ”gamle kildevæld” for at illustrere, at de gamle viser, sagn og eventyr strømmede fra de gode fortællere. Som en skattegraver ville han indsamle dette ’gamle guld’ og bevare det for eftertiden. Dansk Folkemindesamling har ordnede disse samlinger efter geografiske områder.

To markante personligheder blev forsamlingen herefter præsenteret for ved aflytning af gamle folkeviser.
”Sangerne” var henholdsvis Andreas Knudsen (1858-1952), proprietær, og Chresten Hansen Møller (1837-1930). Vi hørte et par sange fremført fra hver person optaget på fonografvalser i 1907. Med baggrund i disse personers stand, må det formodes at sangene/teksterne og fortællingerne i høj grad er aflyttet fra deres tjenestefolk, som har fortalt og sunget ved mange arbejdsmæssige eller festlige lejligheder på arbejdsstedet.
Tang Kristensen havde mest kontakt med mindrebemidlede, thi herfra kom de bedste fortællinger.

Omkring 1895 fotograferede Peter Olsen stemningsbilleder, d.v.s. almindelige mennesker i deres miljøer, f.eks. håndværkere og landbofolk i deres arbejdstøj eller i arbejde med deres sysler til forskel til byfolks billeder i deres fineste puds siddende i plysmøbler med en scenisk baggrund.

Mange af de gamle indsamlede folkeminder som sange, sanglege, fastelavn og karneval havde ofte et meget erotisk eller et direkte seksuelt indhold.
Umiddelbart huskes Niels Christensen Joseph for sine ikke særlig ærbare historier. Meget af det opsamlede i den henseende kan udtrykkes i ordet ”plat”.
Ofte indeholder teksterne fordømmelser eller fornedrelser af ”de fine”. Ikke mindst præster måtte holde for. Ofte høres de samme historier nuanceret i forskellige egne af landet – vandrehistorier. Andre folkemindefortællinger kunnen vokse sig ud af, at man i et fællesskab kunne grine sammen, strikke sammen eller ved andre fælles gøremål.

Dansk Folkemindesamling findes på hjemmesiden: www.dafos.dk
Guiden til Dansk Folkemindesamlings arkiv findes under: www.dafos.dk/guiden (Folkeminder og dagliglivets kultur). Her findes håndskrifter, lyd, billeder og et bibliotek. Håndskrifterne er ordnet efter topografinummer og bøger kan kun læses på læsesalen, men titler kan nok skaffes hjem fra et andet bibliotek.
En anden kilde er ”Kildevæld” ved det kongelige Bibliotek: www.kb.dk/kildevaeld

Kistebilledet i Danmark tjente gennem små 300 år til formidling af nyheder, moralsk opbygning samt til underholdning for almuen - en tidlig form for trykt avis på ét blad, flyveblad også kaldet. Den danske eller tyske tekst var som oftest gjort levende med en håndkoloreret illustration i træsnit, der sammen med kirkens kalkmalerier var menigmands eneste møde med billedkunsten. Man værnede om dem og gemte dem, klæbet op på indersiden af sin kiste – heraf navnet kistebillede eller kisteblad, som det undertiden kaldes.
Kistebilledet - denne folkets grafik - havde ikke høj status i samtiden.

Folkelivs-malere var guldalderens bestræbelser på at skabe en national kunst, blandt hvilke Christen Dalsgaard, Julius Exner og Johan Fr. Vermehren er repræsenteret. Hovedtemaet hos folkelivsmalerne i perioden 1850erne – 1870erne var idylliserede skildringer af bonden og det landlige liv.