Til forsorgsmuseet i Svendborg
Af Leif Horsnark
Nogle af foreningens medlemmer havde ytret ønske om, at dette måtte være et populært sted at besøge. Dels fordi vi i vores forskning ofte støder på aner, der har været på fattigunderstøttelse eller endog boet på en fattiggård. På den baggrund, faldt valget derfor på fattiggården i Svendborg.
Det må siges at være noget af en oplevelse. Vores guide, Karen Elberg, fortalte i en kort introduktion om fattiggården, som også fungerede som arbejdsanstalt, dens tilblivelse og funktion fra 1872 og til den igen blev lukket knap 100 år senere.
Det må have været en barsk oplevelse at være på et sådant sted. Kvinder og mænd blev skilt ad i hver deres område, med høje mure og pigtråd i mellem. Man ville ikke have, at folk formerede sig og fødte børn ind i den verden, deres mulige forældre var havnet i.
Derudover blev beboerne opdelt i kattegorier som trængende og værdigt trængende. Vinduerne i arbejdsanstalten og afdelingen for trængende havde gitter for. De som var, blev betragtet som indsatte og måtte arbejde 12 timer om dagen. Man måtte yde for senere at nyde.
Karen Elberg gjorde det rigtig godt. Ingen var, efter hendes rundvisning i de omtalte lokaliteter, i tvivl om, hvad det hele drejede sig om. Vi fik også indblik i de børns vilkår, som i samme tidsrum havde været anbragt på et børnehjem. Heller ikke der, var der meget hjælp at hente. Der var forskel på hjemmene, men mange steder led børnene, ofte i en længere årrække efter deres afsked med et børnehjem. Det kunne man læse ud af de artikler, som var skrevet om emnet og hængt op på væggene.
Det var en, i slægtsforsker-tale, givtig dag. Vi fik indblik i de fattiges vilkår uden rettigheder, stemmeret og fuldstændig umyndiggjort uden udsigt til, at det nok blev bedre.
Jo, det var en god dag. Ikke mindst takket de medlemmer, gæster og børn der deltog. Vi sprængte alle tidligere rammer med 41 deltagere. Tak til jer fordi I bakkede op og havde medbragt det gode humør og jeres positive tilgang.
Der er også en tak til Henny og Jens Bundesen for kaffe, til Vita Horsmark for alle kagerne og den kaffe og te, hun havde med samt hele holdet bag turen.