Logo
Trekantområdets Slægtshistoriske Forening
Foreningen Hvem forsker hvad Bogreolen Links FotoalbumTil forsiden
Tur til Rigsarkivet den 20. januar 2010

Tema: Besøg på Rigsarkivet, v/Bestyrelsen.
Af Leif Horsnark

 

Det var en rigtig god dag. Vi skulle tidligt op og med et tog kl. 07:06 fra Fredericia og 07:14 fra Middelfart. Kjeld Buhl havde sørget for billetter, så vi kunne sidde nogenlunde samlet.
Ved ankomsten til København H, gik det i rask gang til Slotsholmen, hvor arkivar, Peter Birkelund, stod klar med en rundvisning kl. 10.

Efter en kort, men fyldestgørende orientering om arkivet, dets oprindelse og indhold, begyndte vi turen rundt i den fornemme gamle bygning med buer og søjler.

Peter Birkelund havde forberedt vores besøg grundigt. Flere steder på turen gjorde vi holdt for at se gamle vigtige papirer og dokumenter. Attraktionen var nok de ældste og vigtigste dokumenter, Jyske Lov og Grundloven.
På turen gennem arkivets mange hyldemeter, 125 km., havde vi en ekstra arkivar med bagerst, han skulle se til, at alle kom med rundt og ikke fór vild. De 125 km. hylder var, som Peter Birkelund sagde, en tur til Odense og det var "kun" hvad arkivet rummede der, skulle alt medregnes, ville man ende et sted omkring Herning, altså ca. 200 ekstra kilometer hylder på fjernlagre rundt om i København.


Arkivet blev til på den vis, at kongen, på sine rejser rundt i landet, medbragte store egetræsskabe/kasser, med alle rigets dokumenter. Han skulle jo kunne fremvise beviser på både det ene og det andet og alt var jo skrevet ned. Efterhånden blev der for mange skabe at opbevare og køre rundt med, derfor blev de første arkiv bygget. Skabene, der dengang blev brugt, står stadig og er i brug. Noget andet vi også bemærkede var, at de forskellige arkivalier ikke længere opbevares "in natura", men var pakket ned i den slags kasser, æsker og kuverter, som Jesper beskrev på sidste medlemsmøde.

Efter endt rundvisning, kunne vi selv forsøge os udi forskningen. Mange fik noget med hjem, mens andre så på mulighederne og andre igen gik en tur rundt i Staden.
Vi var 19 der tog af sted, det var vi også, da vi mødtes ved toget kl. 17:00, for at begive os på vej hjem. Alle lidt trætte efter en lang dag med gode oplevelser.


Tilbage til referatoversigt