Logo
Trekantområdets Slægtshistoriske Forening
Foreningen Hvem forsker hvad Bogreolen Links FotoalbumTil forsiden
Mødeaften den 9. februar 2009

Tema: Sådan fandt jeg min svenske slægt, v/Gitte Bergendorff Høstbo, formand SSF.
Af Leif Horsnark

 

Hvor er det spændende at være slægtsforsker.

Her gik vi og troede, at almuen i Danmark i tiden omkring 16-1700-tallet, ikke kunne læse og skrive. Hvad sker der så? Jo, Kjeld Buhl fortalte i "medlemmernes 10 minutter", at han gennem en forskerafhandling, havde læst en historie om en ung tjenestepige, der i 1600-årene, var taget til markedet for at købe en bog.
Den oplysning gør, at den opfattelse vi før har haft, nu er væk. Dermed er det ikke sagt, at folket også kunne skrive, det var nok kun de få der kunne det?
Afhandlingen fortalte nemlig, at der var folk, som mod betaling, underviste almuen i at læse, men ikke at skrive. Derfor er det, at vi langt op i 1800-årene, kan støde på udtrykket MFP (med ført pen).

Så blev vi så kloge.

Derpå fortalte formanden for SSF, Gitte Bergendorff Høstbo, Herlev, at "Sådan fandt jeg min svenske slægt".

Gitte Høstbo havde haft det svært med at komme i gang  med at slægtsforske. Der var ingen i familien, der ville fortælle noget om de ældre generationer. Hun måtte altså selv tage affære.
Det var noget med det særprægede efternavn, Bergendorff, som faldt først for, men hvem er i familie med én. Der er mange familier med det efternavn, så hvad er det lige man gør? Jo, Gitte satte sig ned og skrev over 1000 breve til nær og fjern, fik svar på omkring 90% af de sendte breve, en stor oplevelse!

Hele øvelsen udmøntede sig i et familietræf. Der var deltagelse fra både Sverige og USA. Familien blev vendt og drejet og mange kontakter blev oprettet og venskaber knyttet. Gittes antagelse om, at hun havde svenske gener var rigtig. Familien kom fra de gamle danske områder, så for at komme i gang med at søge på den, satte hun sig ind i det svenske arkivvæsen. Hun startede på biblioteket, hvorfra hun fik tilsendt bøger om emnet og så var det bare om at kommei gang.

Ved det omtalte familietræf, havde hun sporet sig ind på et sogn i det svenske. Fødsels- og dåbsbøger, lysning og vielser, døde og begravede, husforhørslænder, et værk hvori hele familien er opført og beskrevet i detaljer, det må være noget lig vores folketællinger? Flytningsattesterne blev gået igennem, skifte ligeså samt de militære arkiver.

Rigsarkivet og Krigsarkivet findes begge i Stockholm. På Krigsarkivet finder man også "Generalmønster ruller", som vores lægdsruller. "Meritfortekninger", med oplysninger om militære udnævnelse og soldaterkontrakter, findes også der. Som herhjemme, findes der rundt i Sverige arkiver med microkort med kirkelige handlinger osv. Der findes 9 landsarkiver, fordelt rundt i landet. For at få det fulde udbytte af sine søgninger, skal man kende de rigtige navne og forkortelser for arkivernes navne.

Det svenske rigsarkiv har deres egen hjemmeside, SVAR. På siden finder man forskellige links. Gitte anbefalede, at man læser brugervejledningen, inden man begynder, og så starte med de digitale arkiver. I det nederste højre hjørne af siden, sidder en lille ugle, den er god at bruge, når man skal finde rundt på siden og måske forske med arkivsøgning. Det er dog ikke så ligetil endda, man skal nemlig "købe" sig et abonnement for at kunne bruge siden. Prisen blev ikke oplyst! Et alternativ er, at købe microkort, de kan købes for 5 kr. pr. stk. og det meste fra arkiverne findes på de kort, men i det lange løb, bliver det nok for dyrt?

En anden hjemmeside, der med fordel kan benyttes, er siden "Røtter". Her anbefales det også at læse brugsanvisningen grundigt igennem, før man giver sig i kast med de forskellige links på siden. Intet er gratis, så også her skal man af med penge for at bruge siden. "Genline" er også inde i billedet, men også her må der penge med.

På SSF's hjemmeside er der oplysninger, der kan føre dig videre og hjælpe med www-adresser.

I det hele taget en spændende aften. Det var en oplevelse at høre en "rigtig" slægtsforsker fortælle om egne oplevelser og måder at gøre tingene på. Gitte Høstbo's forskning har ført hende rundt i det svenske landskab. Hun har set steder, huse og ting der i tidligere tider har tilhørt eller blev lavet af et familiemedlem i tidernes morgen. En tur til Utah, USA er det også blevet til. Der var besøg på det enorme bibliotek, besøg på et arkiv med billeder af invandrede for at opdage, at derimellem var der et billede af en ane. Der var også besøg på en kirkegård, hvor Gittes bedsteforældre var begravet.
Det er da utroligt, hvad slægtsforskning bringer med sig, og rejserne og oplevelserne er nok lige begyndt


Tilbage til referatoversigt