Logo
Trekantområdets Slægtshistoriske Forening
Foreningen Hvem forsker hvad Bogreolen Links FotoalbumTil forsiden
Mødeaften den 8. september 2008

Tema: Mormonerne, v/Margit Egdal.
Af Leif Horsnark

 

Formanden bød velkommen til en ny sæson, og efterlyste indlæg til "medlemmernes 10 minutter". Da ingen havde meldt sig, fortalte formanden om en tavle, der var blevet opsat på Den latinske skole i Kolding (nu Kolding gymnasium). Formanden har tidligere undervist på dette gymnasium og kendte derfor godt tavlen.
Der var stor uenighed om, hvem der havde forfattet teksten, men formanden vidste - ved ihærdige studier - at tavlen var forfattet af præsten i Egtved og ikke som tidligere antaget af Thura.

Der blev efterlyst bøger fra biblioteket.

Herefter fik vi et meget oplysende foredrag om Mormonerne af Margit Egdal, ledsaget af billeder fra Mormonernes arbejde i Danmark, men også i Salt Lake City, Utah.

Omkring 17.000 danskere udvandrede som momoner i perioden 1850-1900. 12.000 voksne og resten børn. Bevægelsen blev startet af Joseph Smith, men havde trange kår i starten. Bevægelsen var ikke velset, og Joseph Smith blev lyncet i 1844. En ny lov i USA lovliggjorde bevægelsen, og fra 1849 sendtes missionære til Europa. Flerkoneri var tilladt indtil 1880'erne.

Grundloven af 1849 gav danskerne lov til at dyrke Gud, som man ønskede, og det gav grobund for bevægelsens virke i Danmark. Før 1849 straffedes vantro med følgende straf:
1) 5 ugers fængsel
2) 5 dages mørk arrest
3) 14 dage på stengulv
4) 24 timer i krumjern
5) 25 dage på vand og brød
6) 12 piskeslag

Den første mormon-missionær i Fredericia hed William Ove Andersen. Mange missionærer var dog ilde set og var ofte ude for overgreb. Missionærerne førte dagbog over arbejdet. Alle menigheder førte protokol over medlemmerne med et meget righoldigt indhold.

Rundt omkring i landet oprettedes grene (menigheder). Missionærernes succeskriterier var, at de omvendte rejste til Salt Lake City. Derfor findes der lokaliteter i Danmark, hvor alle de omvendte rejste, og hvor der derfor i dag ikke findes mormoner. Biskopperne, provsterne og præsterne vidste ikke hvad de skulle stille op med mormonerne, hvilket de gejstlige arkiver vidner om.

Margit Egdal's foredrag var baseret på beretninger og erindringer modtaget fra Utah og fra dagbøger. Hun henviste til hendes bøger "Mads Nielsen, David og Mette Marie, i Guds eget land". En slægtskrønike, samt til "Miraklet på Fyn". "De sidste Dages Hellige på Fyn og Langeland". Udgivet af Otterup Lokalhistoriske Arkiv og Forening 2002. Sidstnævnte er indkøbt til vores bibliotek og kan lånes her.


Tilbage til referatoversigt