Logo
Trekantområdets Slægtshistoriske Forening
Foreningen Hvem forsker hvad Bogreolen Links FotoalbumTil forsiden
Generalforsamling den 10. marts 2008

Af Leif Horsnark

 

På generalforsamlingen har vi ikke "medlemmernes 10 minutter. I stedet gik vi direkte til valg af ordstyrer. Inger Madsen blev valgt og gjorde det fortræffeligt.
På valg var Ruth og Kjeld Buhl samt Tommy Hansen. Ruth og Kjeld blev genvalgt. Nyvalg til bestyrelsen blev Hans Kristian Høegh-Hansen. Tommy Hansen og Laila Køngerskov blev valgt som suppleanter. John Rasmussen genvalgt som revisor og som revisorsuppleant blev Gudmund Bornemann Madsen genvalgt.
En rokade i bestyrelsen kan ventes.
Kontingenten forblev uændret, 190 kr. - par:260 kr. pr. år.
Dirigenten takkede generalforsamlingen for god ro og orden.

Den "Interessante Film", vi normalt har ved denne lejlighed, var i år udskiftet med en kort fortælling om "Livet på en fattiggård". Gennem Gudrun Bøgedal, var vi kommet i kontakt med Børkops tidligere borgmester, Thorvald Bang-Hansen, han er selv vokset op på en fattiggård. Hans forældre var bestyrere i Orte. Gennem ham, fik vi et andet syn på en fattiggård.

Formandsberetning 2007/08

Medlemstallet viser en lille fremgang. 114, mod sidste års 110. ⅔ af medlemmerne kommer fra Fredericia og omegn. En lille fjerdedel fra Fyn og 6-7 fra hhv. Vejle og Kolding. Dertil et par københavnske medlemmer.
Vi må tage det pæne og stabile medlemstal til indtægt for, at der er interesse for vores fælles hobby og at foreningens arrangementer ikke findes ligegyldige. Vi må dog have et vågent øje for, at vores tilbud i så høj grad som muligt skal imødekomme medlemmernes ønsker. Bestyrelsen hører meget gerne ønsker fra medlemmerne. Savner I noget? - Så lad os høre!

Mødeaftenerne
Vores kerneydelse er de 8 faste mødeaftener pr. sæson. Den 2. mandag i månederne september  - april. Foruden generalforsamlingen i marts har vi 7 foredragsaftener, hvoraf de 6 har været med Folkeuniversitetets-foredragsholdere. Den 7. prøver vi at klare "internt".
Vi må sige, at fremmøde til vores foredrag har været pænt. Typisk har vi været omk. 40 til møderne. Jeg håber, at I har været tilfredse med sæsonens foredragsemner. Kommentarer og ønsker høres gerne bagefter!

Medlemmernes 10 minutter
Foredragsmøderne søges indledt med "melemmernes 10 minutter", hvor fund, oplevelser, ideer og overvejelser lægges frem på en stilfærdig og engagerende måde. Jeg vil gerne på alles vegne takke indlægsholderne (nævnt i alfabetisk rækkefølge): Kjeld Buhl, Kamme Groes, Leif Horsmark, Laila Køngerskov, John Rasmussen og selv har jeg også været på et par gange. Tak til alle.

Slægtstema-aftener
Foredragsaftenerne har vi for 3. gang suppleret med en efterårssession med 5 slægtstema-aftener med varierende emner:
1) Medicinalberetning og dødsattester (Jesper Ratjen)
2) Scanning og billedbehandling (Alex Bach Kristensen)
3) Tingbøger (Kjeld Buhl)
4) Brug af kort (Jesper Ratjen)
5) Landsbrugstællinger (Jens Hansen)
Tak til oplægsholderne!

Ideen med disse tema-aftener er, at medlemmerne efter et kort oplæg om en givtig kilde, bliver præsenteret for et konkret materiale som jo ofte er med gotisk skrift, som i fællesskab tydes. Det er også her, man har en hel aften til at stille spørgsmål og få hjælp.

Det er næppe fordi vi beder om 10 kr. for kaffe og kopier, at kun en snes medlemmer deltager. Hvis det er fordi emnerne er uinteressante og uvedkommende, er det bare om at melde sig med ønsker til temaer, så vil de blive taget op.
Lejlighed til at stille spørgsmål og få hjælp har man jo også ved foredragsaftenerne, hvor mødelokalet åbnes kl. 18:30.

Sensommerudflugt
Det er blevet en god tradition, synes jeg, at vi arrangerer en sensommerudflugt. I fjor gik turen til Den fynske Landsby. Efter omvisningen nød vi den medbragte kaffe og de hjemmebagte kager. Tak!
Igen i år vil jeg påpege, at der var plads i bussen til flere end 24 deltagere. Men en rundhåndet medlemsdonation gjorde det endog muligt at nedsætte deltagerbetalingen. På foreningens vegne vil jeg hermed gerne takke rette vedkommende - ikke mindst for den opbakning om vores aktiviteter, som donationen er udtryk for. Hjertelig tak!
- Og da vi ikke har soldet hele gaven op, vil også en kommende udflugt nyde gavn af denne.

Arkivernes dag
Med temaet "Slægtsforskning begynder i kommodeskuffen" deltog vi med en bestyrelsesbemandet planceudstilling med slægtseksempler fra hvert lokalområde på 4 lokalarkiver: Her i Fredericia, i Middelfart, i Kauslunde og i Båring på arkivernes dag, søndag den 11. november. Tak til bestyrelsen for indsatsen, som viste flaget og gjorde opmærksom på slægtsforskningens verden. Jeg tror også, at vi har fået et par nye medlemmer ved den lejlighed.

Slægts-Tidende
. . . har snart 4 årgange bag sig. Ved generalforsamlingen sidste år spurgte vi til tilfredsheden med at modtage bladet. Der var stor tilfredshed, så vi kan nok se frem til en "jubilæums-årgang" også. Kom med bidrag! Ideer til- eller ønsker om - STOF!

Bibliotek
Bibliotekaren fortæller, at udlånet fra vores bibliotek er meget lille. Er der nogen til stede her i aften, som ikke kender til vores bibliotek? Bogbestanden er fortsat udvidet, både ved køb og gaver, men er der relevante titler? Jeg synes, at vi har anskaffet gode ting, men, som jeg så ofte har sagt: Kom med forslag til evt. anskaffelser!

TAK
Ordet "Tak" har lydt mange gange i denne beretning, så man vil forstå, at medlemmernes opbakning bag vores arrangementer gør det til en fornøjelse at være Bestyrelse i TSF. Bestyrelsesmedlemmerne yder en ivrig, men også stor indsats, som jeg gerne vil takke mine kollegaer for.
Endelig vil jeg takke vores husvært, Jørgen Clausager, både for de dejlige lokaler, vi har lov til at holde vores møder i, men også for den beredvillige- og hjælpsomhed vi altid bliver mødt med. Sidst, men ikke mindst: Tak til medlemmerne, hvis interesse for foreningens arrangementer gør alt til en fornøjelse.
TAK!

  

Tilbage til referatoversigt