Af Leif Horsnark
Vi havde gennem Odense Museum fået en aftale om rundvisning. Vores guide var den pensionerede folkeskolelærer, Frede Madsen. Efter udsagn fra ansatte i landsbyen, havde vi været grumme heldige. Frede Madsen var en der kendte forholdene og stedet særdeles godt. Han havde været ansat i Landsbyen i 15 år og havde taget sig af alt, hvad der havde med den gamle skole at gøre.
Vi mødtes i den store information og billetsalg, hvor Frede Madsen kom med lidt oplysninger om, hvad vi skulle se og høre om.
Museet har i en folketælling fra 1845, udvalgt to personer, Jørgen Hansen Ellegaard, en fattig husmandssøn der levede fra 1805 til 1871 og Karen Johannesdatter, velhavende møllerdatter, der levede i tiden 1841 til 1884. De to har intet med hinanden at gøre, men de er valgt fordi man gennem dem kan følge et levnedsløb i to meget forskellige verdener, de som ikke havde så meget at gøre med og de som var noget bedre stillet.
Frede gik foran ned i landsbyen. Her stoppede han ved det "store" kryds, som blev regnet for byens centrum. Vejene gik øst-vest og nord-syd og adskildte byen i to, alt hvad der lå på den venstre side var for småkårsfolk, det på den østre side var gårdmænd og bedre stillede folk. På venstre sides hjørner lå smeden, byens "medicinmand" og altmuligmand og byens brandstation. På den østre side stod majstangen, hvorpå man markerede forskellige festdage i årets løb. Nu om dag bliver stangen også brugt som flagstang.
Herefter drejede Frede til højre og gik ad vejen ned mod mølledammen. Der passerede vi forbi "Sortebro kro", en Kgl. privilligeret kro, som for at opretholde den status, måtte have en rejsestald, hvor datidens postvogne kom og fik friske heste til den videre tur. I dag huser rejsestalden "Kapervogne". Gæsterne kan kapre en hestevogn forspændt to fyrrige Frederiksborger heste til en rundtur i landsbyen, et prægtigt skue for de, der kan lide den form for transport.
Forbi kroen kom vi til landsbyens "gamle" indgang, som i dag bruges til opbevaring af de gamle dragter, som bruges af de ansatte i højsæsonen, juni, juli og august, når der er "liv" i landsbyen, og i de perioder hvor det er dårligt vejr, et sted hvor de kan opholde sig.
Næste stop var skolen fra Eskjær på Tåsinge. Den havde hørt under godset Valdemar Slot og opkaldt efter datidens godsejer Kammerherre Juul. På skolen havde Frede slået sine folder som ansat i 15 år og kunne mange historier fra den tid.
Videre gik turen til Møllegården, hvor Karen meget vel kan være født. Straks man træder inden for døren, fornemmer man, at man er kommet til et hjem, hvor der var flere penge at gøre med. Der var tallerkner i skabene, bestik i skufferne og kopper på hylderne. Der var fadebur med mad på bordet og i skuffen under bordet i stuen, var der brød.
Der var "Dragkister" og "Lågkister" og hvad er det nu for noget?? Fejlagtigt har flere betragtet en dragkiste som en kiste med låg. Nu lærte vi pludselig, at en "Dragkiste" har form som en stor tung kommode med skuffer, som man "Drager" ud. Har man læst nogle gamle slægtsromaner, er man også stødt på udtrykket "En dragkiste med flere skuffer". Nå, men så lærte vi det?
Som velanset møllerdatter måtte Karen jo lære noget. Derfor kom hun i tjeneste på én af egnens større gårde. Der skulle hun lære madlavning og andre ting, der hørte sig til i de bedre stillede gårde. Vi fik en grundig indføring i det store arbejde, der udfoldede sig i et sådant køkken, både med hensyn til bagning og brygning af øl, som jo er et helt kapitel for sig, og ikke mindst den bedre anvendelse af mælken i den forbedrede produktion af smør og ost. Senere kom Karen i præstegården, hvor hun gjorde sig så godt bemærket, at hun blev gift med præsten, og endte som kone i præstegården. Karen døde i barselsseng 43 år gammel, men blev dog forinden mor til to børn.
Fra præstegården gik vi over til det lille fattige husmandssted, hvor Jørgen var født og faderen ernærede familien som træskomand. På hospitalet eller rettere fattiggården, hvor hans bedsteforældre boede sammen med 7 andre familier, lærte han at lave husflid og træsko. På fattiggården er der to lejligheder, der er indrettet som boliger fra 1801 og 1901, og den eneste forskel er det lerklinede gulv, som senere fik klinker og køkkenet, hvor man før lavede mad over åben ild, havde man i 1901 fået komfur. Jørgens boelsted så vi også. Her havde han nedsat sig som træskomager med sin familie. Derforuden var der plads til både høns, ko og gris.
Som tiden gik, blev boelstedet for småt, og Jørgen købte derfor Træskomagerhuset, hvor han døde.
Vi drak vores medbragte kaffe i skyggen i den gamle have ved lysthuset nær vandmøllen. Efter kaffen var der en time til at se sig omkring, inden vi Kl. 17 mødtes ved bussen.
Vi kørte ad den gamle Rugårds Landevej hjem, og for lige at få tingene sat på plads, holdt vi en pause med en øl eller vand på den fine parkeringsplads ved Hindevad.
Laila Køngerskov og Vita Horsmark havde bagt kage. Ruth Buhl og Karsten Thomsen lavede kaffen og Jesper Ratjen og Leif Horsmark lavede turen.