Af Leif Horsnark
Vi havde købt en "pakkeløsning" hos museet. Vi skulle være der kl. 14:00 og fik så en guidet rundvisning, en tur i skolestuen og kaffe
Denne var en sand oplevelse. Karen Marie Ravn var en utrolig god fortæller og både børn og voksne fik en god oplevelse. Efter rundvisningen havde museet lavet en lille overraskelse til os. Vi blev vist ind i gårdens gamle køkken. Det gamle brændefyrede komfur var tændt og en dame var i fuld gang med at bage vafler på komfuret. Sæt jer bare ned, lød det, tag lidt saftevand eller en kop kaffe og smag på vaflerne. Lærer Mikkelsen er gået til kaffe og det kan jo godt tage sin tid, men ringer klokken, så er det om at komme ud og stå på række. Han ynder ikke at vente. Det var herlige vafler og dejligt lige at sidde lidt ned efter turen rundt i gården.
Men det varede kun kort, så ringede klokken og folk fik travlt med at komme ud på rækken, pigerne i den ene række og drengene i den anden, og kunne man ikke finde ud af det, så fik man besked.Det kan ellers nok være vi kom i skole og fik læst teksten. Havde vi glemt hvilken autoritet en lærer havde, da vi selv gik i skole, så fik vi tingene opfrisket igen. "Det er en meget nem skole at gå i. Man gør, hvad læreren siger; - og intet andet", lød beskeden og læreren kvalte straks og skarpt enhver afvigelse fra dette.
Så ventede kaffen, kringlen og lagkagen. "Tag et stykke til, der er mere hvor det kommer fra" og det smagte så godt, så det skulle ikke siges to gange.
Stor ros og lige så stor tak til museet og de ansatte, der havde gjort denne udflugt til noget, vi ikke glemmer lige med det samme. En tur dertil kan anbefales.
Dagen derpå
Det er jo ingen skade til, når foreningens møder, foruden at være interessante og hyggelige at deltage i, også giver anledning til eftertanke.
For eksempel sensommerudflugten til Giveegnens Museum. Den umiddelbart fornøjelige time i skolestuen, hvor vi gysende kunne genkalde os skolegangens "kæft, trit og retning" ("som vi jo ikke har taget skade af"). Nu har vi evne til at reflektere over, hvad vi egentlig blev og havde været udsat for: "I denne skole er det nemt at gå. Man gør, hvad læreren siger - og intet andet!" Ja, sådan var det vist for 50-60 år siden? Man lærte at forstå en besked og gøre, som der blev sagt. - Som de maskiner, der fortsat og i stigende grad overtog det manuelle arbejde og drev landarbejdere og småhåndværkere til byerne som industriarbejdere, sådan som Annette Hoff fortalte om i sit foredrag. Jeg er kommet til at tænke over folketællingernes mange "Huslærere" eller "Informatorer" på herrepropritær- og præstegårde samt hos møllere og forpagtere og andre "udenfor bondestanden". Deres børn skulle ikke udsættes for degnens kadaverdisciplin i "den stråtækte", hvor ethvert selvstændigt initiativ bogstavelig blev slået ned med hård hånd eller kæp, og hvor katekismus, læsning, skrivning og regning blev indlært efter samme metode.--