Sensommerudflugt til Herrnhutterbyen Christiansfeld, den 6. september 2014.
Af Niels Thomsen, sekretær.
Turen gik i år til
Christiansfeld med start fra banegården i Fredericia kl. 12. Der var i
år ingen deltagere til opsamling i Middelfart. Vi var 29 deltagere. Dagen startede med fin sol og sommer. Sluttede overskyet da vi på turens sidste del var på Skamlingsbanken.
Der
var arrangeret en byvandring med underviser og turistfører Poul Erik
Jespersen (billedet). Ham kendte vi i forvejen fra hans foredrag i april måned.
Christiansfelds særkende er jo Brødremenigheden der, som en forfulgt
religiøs minoritet i deres hjemlande, fik frit lejde til at slå sig ned
i byen. Der har, specielt i de sidste 1½ år, foregået en
meget omfattende restaurering af mange af de gamle bygninger, som
Brødremenigheden opførte i 1770`erne, da de slog sig ned i byen. Dette
meget omfattende restaureringsarbejde bekostes bl.a. af A. P. Møller
Fonden og Realdania. Ikke alene bygninger sættes i stand, gader og
pladser bliver ført tilbage til det udseende, de havde før i tiden med
toppede brosten i rette udseende. Noget af fortovsbredden er dog med
slebne granitsten, der gør fortovene mere egnede for fodgængere. Mange
af de gamle lindetræer, hvoraf nogle var over 200 år, har måttet
erstattes af nye så f. eks. kirkepladsen i dag ser ud, som den gjorde
for lige så længe siden. Fra byens side arbejder man stærkt på at få byen på UNESCO´s verdens kulturarv liste.
Vi
startede på kirkepladsen, der til den ene side har Brødremenighedens
kirke, eller ”Salshuset” som menigheden benævner deres kirke. Poul Erik ridsede først lidt op fra Brødremenighedens historie.
Brødremenigheden
tog sin begyndelse omkr. 1415 da den tjekkiske magister og teolog Jan
Hus, som kætter blev brændt på bålet. I løbet af de følgende år voksede
tilhængerskaren til hans tanker og tro så meget, at den katolske kirke
følte sin position som enerådende kirke truet, hvorfor den indledte en
regulær krigsførelse mod tilhængerne af Jan Hus’ tanker. Det lykkedes
den katolske kirke at nedkæmpe opstanden og splitte hussitterne, En
gruppe fik mulighed for at slå sig ned på et område i Sachsen
tilhørende grev Zinzendorf. Her opbyggede de i løbet af få år en by,
som de i 1722 gav navnet Herrnhut, hvorfra brødrene også fik navnet
”herrnhutterne” Deres religion påbød dem kærlighed til hinanden og
udvikling af et kollektivt samfund, hvor medlemmerne tog sig af
hinanden, indrettede skoler for børnene og bo- og arbejdsfællesskaber
for enker samt ugifte søstre og brødre. Brødrene blev kendt som dygtige
håndværkere, uddannelsen fik de indenfor egne rækker. Brødremenigheden
fik i 1772 tilladelse af Christian d. VII til at købe Tyrstrupgård, på
hvis marker Christiansfeld ligger i dag. Området var den gang dårligt
udviklet (et udkantsområde), hvorfor man gav menigheden fritagelse for
værnepligt og skattefrihed i 10 år.
På kirkepladsens vestlige side
ligger ”Salshuset”. Der er fortrinsvis anvendt gule mursten til alle
bygninger, som er tækket med rødt tegl. Salshuset har dog sorte
teglsten og kobberbelagt spir for at modsvare herregårdes hovedbygning
med mørke glaserede teglsten. Her er det Gud, som er herren. På
nordsiden ligger ”Søstrehuset”, der stadig er under restaurering, men
som fremover skal rumme kontor og arkiv for Brødremenigheden
(kulturarvshus). Her ligger også enkehuset med museum og den tidligere
pige-kostskole. Mod syd præstebolig og forstanderbolig samt brødrehuset
og en mindre bygning, der oprindelig benyttedes som deres første
salshus. Midt på pladsen er den smukke brønd, som også indgår i byens
byvåben.
Kirkens indre er præget af den enkelhed og ordentlighed
som Brødremenigheden tilstræber. Kirkerummet er holdt helt i hvidt og
er uden alter, døbefont eller billeder. Det er Danmarks største
kirkerum uden bærende søjler. Bænkene står på langs af kirken og vender
op mod et liturgibord, der erstatter en prædikestol. Belysningen
kommer fra håndsmedede lysekroner med stearinlys. Oprindeligt var der
en kvinde- og en mandeside, hvilket ikke praktiseres i dag.
Gulvbrædderne er strøet med sand, der holder dem hvidskurede. Brødrene har ikke ønsket vielsesmyndighed - vielser skal indgås på rådhuset. Påskegudstjenesten
er speciel ved, at den begynder inden solopgang, hvor præsten kommer
løbende og forkynder at ”Kristus er opstanden”. Samlet går menigheden
ud til Gudsageren (kirkegården) for at se solens opstigning i øst. Efter juleaftensgudstjenesten tages et tændt stearinlys med hjem, det bærer julen ind. Ved
begravelser kommer kisten ikke ind i kirkesalen, som er for de levende.
Den står udenfor og føres efter højtideligheden til Gudsageren med
musik fra ”Basunkoret” og det øvrige følge. Blomster/kranse leveres
direkte til kirkegården.
Vi fortsætter ad Nørregade. Nr. 12 er
Pigekostskolen der var en velanskreven kostskole, der modtog døtre fra
de lidt højere sociale lag fra mange lande i Europa. En af eleverne var
Riborg Voigt, datter af en rig købmand i Fåborg. Hendes bror var ven
med H. C. Andersen, der gennem ham blev indført i det noble hjem. Hun,
der allerede var bundet til en anden mand, blev H. C. Andersens
ungdoms-forelskelse. Kostskolens økonomi var en indtægtskilde for
Brødremenigheden. Efter 1864 mistede skolen imidlertid en del af sit
elevgrundlag og dermed sin økonomiske status.
Videre ad Nørregade/Museumsgade til Brødremenighedens kirkegård kaldet ”Gudsageren”. Over
indgangsporten i sydsiden står ”Det såes i Forkrænkelighed”. Over
porten på nordsiden står ”Det oprejses i Uforkrænkelighed”. Mere
letforståeligt menes der, at livet er forgængeligt, og livet efter
døden er evigt. Kirkegården, der er indrettet med alléer af
lindetræer, er opdelt i en brødreside (mod vest) og en søstre side (mod
øst). Der forekommer altså ikke fællesgrave. Alle gravsten ligger i
lige rækker. De er ens, et symbol på at alle er lige også efter døden.
Stenene hælder svagt mod øst (mod den opgående sol). Gravene, der er
kistebegravelser, må aldrig sløjfes. Der er for tiden omkring 2030
gravsten. Der er ikke beplantning rundt om gravstenene. Ældste sten,
nr. 1, er over en lille dreng på 3 mdr. der døde undervejs til
Christiansfeld. Der findes også en mindesten over faldne i 1.
verdenskrig samt over faldne under slaget ved Kolding 23. april 1849. I
1849 blev alle som døde i Brødremenighedens varetægt (på lazaretter)
begravet på kirkegården, uanset trosretning.
Tilbage ad Kirkegårds Allé mod Lindegade møder vi Gl. Kongevej som var byens oprindelige indfaldsvej. Efter
1864 oprettedes en selskabelig forening (for dansksindede) som byggede
et forsamlingshus (ved krydset Gl. Kongevej/Lindegade) der blev kaldt
”Frej” udtalt på sønderjysk er det ”Fred” Her kunne man, uden
prøjsernes indblanding, mødes til sønderjysk kaffebord samt, vel det
egentlige formål, diskutere politik. Videre ind ad Lindegade mod
centrum kommer vi forbi nr. 44, ovnsætteren i Christiansfeld. Dette
håndværk er, sammen med honningkagebageren, de sidste endnu fungerende
håndværk, som brødremenigheden havde med til Danmark.
Ovnsættervirksomheden, der har været overleveret i 9 generationer fra
mester til svend, fremstiller og forhandler stadig kakkelovne, både dem
af støbejern og ægte ovne af kakler.
Frem ad Lindegade til
krydset med Kongensgade kommer vi til Brødremenighedens Hotel og
Brødre-menighedens Honningkage Bageri. På hotellets skråt afskårne gavl
er en marmortavle, der beskriver nogle af de historiske begivenheder,
som hotellet har dannet ramme om. På hotellet blev bl.a.
våbenhvileaftalen underskrevet den 18. juli 1864 kl. 3 om natten.
På
hjørnet overfor ligger Honningkage Bageriet, hvor der er gjort klar til
en tiltrængt kop kaffe/te med tilhørende lækre honningkager. Og så
var der tid til at handle honningkager og chokoladevarer med videre i
butikken inden den videre færd mod vor sidste destination,
Skamlingsbanken.
Via Hejlsminde nåede vi Skamlingsbanken, det
nationale samlingssted, med støtten der bærer indskriften ”Minde om den
danske sags forkæmpere” og navnene på 18 markante personer, der talte
den danske sag. Støtten blev rejst i 1863. Året efter blev egnen besat
af preussiske soldater, der sprængte støtten bort og solgte stenene på
auktion. På vegne af ”Skamlingsbanke-selskabet” opkøbte 2 mænd fra
egnen de 25 granitsten. Efter 1864 kom Skamlingsbanken (efter
mageskifte af ”de otte sogne” med nogle kongerigske enklaver syd for
Ribe) til at ligge nord for Kongeå-grænsen, i dansk land. Man genrejste
så støtten i 1866 med dens brudte hjørner og kanter. De brudte hjørner
synes at fortælle: Man har kæmpet for sin ret og sit sprog, og det vil
ind imellem give nogle skrammer. Udsigten fra Skamlingsbanken var ikke med os. Vejret var blevet diset, men man fornemmede historiens vingesus. Efter en meget fin udflugt var vi i Fredericia lidt efter kl. 18. (se flere billeder fra udflugten i fotoalbummet)
Tilbage til
referatoversigt
|