Logo
Trekantområdets Slægtshistoriske Forening
Foreningen Hvem forsker hvad Bogreolen Links FotoalbumTil forsiden
Sensommerudflugt til Herrnhutterbyen Christiansfeld, den 6. september 2014.

Af Niels Thomsen, sekretær.

 
Turen gik i år til Christiansfeld med start fra banegården i Fredericia kl. 12. Der var i år ingen deltagere til opsamling i Middelfart. Vi var 29 deltagere. Dagen startede med fin sol og sommer. Sluttede overskyet da vi på turens sidste del var på Skamlingsbanken.

Poul Erik JespersenDer var arrangeret en byvandring med underviser og turistfører Poul Erik Jespersen (billedet). Ham kendte vi i forvejen fra hans foredrag i april måned. Christiansfelds særkende er jo Brødremenigheden der, som en forfulgt religiøs minoritet i deres hjemlande, fik frit lejde til at slå sig ned i byen. 
Der har, specielt i de sidste 1½ år, foregået en meget omfattende restaurering af mange af de gamle bygninger, som Brødremenigheden opførte i 1770`erne, da de slog sig ned i byen. Dette meget omfattende restaureringsarbejde bekostes bl.a. af A. P. Møller Fonden og Realdania. Ikke alene bygninger sættes i stand, gader og pladser bliver ført tilbage til det udseende, de havde før i tiden med toppede brosten i rette udseende. Noget af fortovsbredden er dog med slebne granitsten, der gør fortovene mere egnede for fodgængere.
Mange af de gamle lindetræer, hvoraf nogle var over 200 år, har måttet erstattes af nye så f. eks. kirkepladsen i dag ser ud, som den gjorde for lige så længe siden.
Fra byens side arbejder man stærkt på at få byen på UNESCO´s verdens kulturarv liste.

Vi startede på kirkepladsen, der til den ene side har Brødremenighedens kirke, eller ”Salshuset” som menigheden benævner deres kirke. Poul Erik ridsede først lidt op fra Brødremenighedens historie.

Brødremenigheden tog sin begyndelse omkr. 1415 da den tjekkiske magister og teolog Jan Hus, som kætter blev brændt på bålet. I løbet af de følgende år voksede tilhængerskaren til hans tanker og tro så meget, at den katolske kirke følte sin position som enerådende kirke truet, hvorfor den indledte en regulær krigsførelse mod tilhængerne af Jan Hus’ tanker. Det lykkedes den katolske kirke at nedkæmpe opstanden og splitte hussitterne, En gruppe fik mulighed for at slå sig ned på et område i Sachsen tilhørende grev Zinzendorf. Her opbyggede de i løbet af få år en by, som de i 1722 gav navnet Herrnhut, hvorfra brødrene også fik navnet ”herrnhutterne”
Deres religion påbød dem kærlighed til hinanden og udvikling af et kollektivt samfund, hvor medlemmerne tog sig af hinanden, indrettede skoler for børnene og bo- og arbejdsfællesskaber for enker samt ugifte søstre og brødre. Brødrene blev kendt som dygtige håndværkere, uddannelsen fik de indenfor egne rækker.
Brødremenigheden fik i 1772 tilladelse af Christian d. VII til at købe Tyrstrupgård, på hvis marker Christiansfeld ligger i dag. Området var den gang dårligt udviklet (et udkantsområde), hvorfor man gav menigheden fritagelse for værnepligt og skattefrihed i 10 år.

SalshusetPå kirkepladsens vestlige side ligger ”Salshuset”. Der er fortrinsvis anvendt gule mursten til alle bygninger, som er tækket med rødt tegl. Salshuset har dog sorte teglsten og kobberbelagt spir for at modsvare herregårdes hovedbygning med mørke glaserede teglsten. Her er det Gud, som er herren. På nordsiden ligger ”Søstrehuset”, der stadig er under restaurering, men som fremover skal rumme kontor og arkiv for Brødremenigheden (kulturarvshus). Her ligger også enkehuset med museum og den tidligere pige-kostskole. Mod syd præstebolig og forstanderbolig samt brødrehuset og en mindre bygning, der oprindelig benyttedes som deres første salshus. Midt på pladsen er den smukke brønd, som også indgår i byens byvåben.

Kirkens indre er præget af den enkelhed og ordentlighed som Brødremenigheden tilstræber. Kirkerummet er holdt helt i hvidt og er uden alter, døbefont eller billeder. Det er Danmarks største kirkerum uden bærende søjler. Bænkene står på langs af kirken og vender op mod et liturgibord, der erstatter en prædikestol.
Belysningen kommer fra håndsmedede lysekroner med stearinlys. Oprindeligt var der en kvinde- og en mandeside, hvilket ikke praktiseres i dag. Gulvbrædderne er strøet med sand, der holder dem hvidskurede.
Brødrene har ikke ønsket vielsesmyndighed - vielser skal indgås på rådhuset.
Påskegudstjenesten er speciel ved, at den begynder inden solopgang, hvor præsten kommer løbende og forkynder at ”Kristus er opstanden”. Samlet går menigheden ud til Gudsageren (kirkegården) for at se solens opstigning i øst.
Efter juleaftensgudstjenesten tages et tændt stearinlys med hjem, det bærer julen ind.
Ved begravelser kommer kisten ikke ind i kirkesalen, som er for de levende. Den står udenfor og føres efter højtideligheden til Gudsageren med musik fra ”Basunkoret” og det øvrige følge. Blomster/kranse leveres direkte til kirkegården.

Vi fortsætter ad Nørregade. Nr. 12 er Pigekostskolen der var en velanskreven kostskole, der modtog døtre fra de lidt højere sociale lag fra mange lande i Europa. En af eleverne var Riborg Voigt, datter af en rig købmand i Fåborg. Hendes bror var ven med H. C. Andersen, der gennem ham blev indført i det noble hjem. Hun, der allerede var bundet til en anden mand, blev H. C. Andersens ungdoms-forelskelse. Kostskolens økonomi var en indtægtskilde for Brødremenigheden. Efter 1864 mistede skolen imidlertid en del af sit elevgrundlag og dermed sin økonomiske status.

Indgang til GusagerenVidere ad Nørregade/Museumsgade til Brødremenighedens kirkegård kaldet ”Gudsageren”.
Over indgangsporten i sydsiden står ”Det såes i Forkrænkelighed”. Over porten på nordsiden står ”Det oprejses i Uforkrænkelighed”. Mere letforståeligt menes der, at livet er forgængeligt, og livet efter døden er evigt.
Kirkegården, der er indrettet med alléer af lindetræer, er opdelt i en brødreside (mod vest) og en søstre side (mod øst). Der forekommer altså ikke fællesgrave. Alle gravsten ligger i lige rækker. De er ens, et symbol på at alle er lige også efter døden. Stenene hælder svagt mod øst (mod den opgående sol). Gravene, der er kistebegravelser, må aldrig sløjfes. Der er for tiden omkring 2030 gravsten. Der er ikke beplantning rundt om gravstenene.
Ældste sten, nr. 1, er over en lille dreng på 3 mdr. der døde undervejs til Christiansfeld. Der findes også en mindesten over faldne i 1. verdenskrig samt over faldne under slaget ved Kolding 23. april 1849. I 1849 blev alle som døde i Brødremenighedens varetægt (på lazaretter) begravet på kirkegården, uanset trosretning.

Tilbage ad Kirkegårds Allé mod Lindegade møder vi Gl. Kongevej som var byens oprindelige indfaldsvej.
Efter 1864 oprettedes en selskabelig forening (for dansksindede) som byggede et forsamlingshus (ved krydset Gl. Kongevej/Lindegade) der blev kaldt ”Frej” udtalt på sønderjysk er det ”Fred” Her kunne man, uden prøjsernes indblanding, mødes til sønderjysk kaffebord samt, vel det egentlige formål, diskutere politik.
Videre ind ad Lindegade mod centrum kommer vi forbi nr. 44, ovnsætteren i Christiansfeld. Dette håndværk er, sammen med honningkagebageren, de sidste endnu fungerende håndværk, som brødremenigheden havde med til Danmark.  Ovnsættervirksomheden, der har været overleveret i 9 generationer fra mester til svend, fremstiller og forhandler stadig kakkelovne, både dem af støbejern og ægte ovne af kakler.

Frem ad Lindegade til krydset med Kongensgade kommer vi til Brødremenighedens Hotel og Brødre-menighedens Honningkage Bageri. På hotellets skråt afskårne gavl er en marmortavle, der beskriver nogle af de historiske begivenheder, som hotellet har dannet ramme om. På hotellet blev bl.a. våbenhvileaftalen underskrevet den 18. juli 1864 kl. 3 om natten.

KaffepausePå hjørnet overfor ligger Honningkage Bageriet, hvor der er gjort klar til en tiltrængt kop kaffe/te med tilhørende lækre honningkager.
Og så var der tid til at handle honningkager og chokoladevarer med videre i butikken inden den videre færd mod vor sidste destination, Skamlingsbanken.

Via Hejlsminde nåede vi Skamlingsbanken, det nationale samlingssted, med støtten der bærer indskriften ”Minde om den danske sags forkæmpere” og navnene på 18 markante personer, der talte den danske sag. Støtten blev rejst i 1863. Året efter blev egnen besat af preussiske soldater, der sprængte støtten bort og solgte stenene på auktion. På vegne af ”Skamlingsbanke-selskabet” opkøbte 2 mænd fra egnen de 25 granitsten. Efter 1864 kom Skamlingsbanken (efter mageskifte af ”de otte sogne” med nogle kongerigske enklaver syd for Ribe) til at ligge nord for Kongeå-grænsen, i dansk land. Man genrejste så støtten i 1866 med dens brudte hjørner og kanter. De brudte hjørner synes at fortælle: Man har kæmpet for sin ret og sit sprog, og det vil ind imellem give nogle skrammer.
Udsigten fra Skamlingsbanken var ikke med os. Vejret var blevet diset, men man fornemmede historiens vingesus.
Efter en meget fin udflugt var vi i Fredericia lidt efter kl. 18.

(se flere billeder fra udflugten i fotoalbummet)


Tilbage til referatoversigt